Sider

onsdag den 15. august 2012

Augusthaven.

Høsten er i gang, og forsommerens stauder er blevet klippet tilbage. Men der er stadig masser af blomster at fryde sig over derude. De bliver nu afløst af eftersommerens buske og blomster.



Konvalbusk (Clethra alnifolia "Clea") startede med at blomstre d. 14. De sidste par år ville den ikke rigtig trives der, hvor den stod, så den blev flyttet og fik lidt mere spagnum ned i plantehullet, så nu kvitterer den med en blomstring.




Hibiscus syr. "White Chiffon" var såmen bare et lille tørstigt pjok til 20 kr., som jeg fandt i Rema for måske syv år siden. Den lignede ærlig talt ikke en, der vidste, om den ville gro eller ej. Men den er da kommet meget godt til hægterne ik´? I får den også lige i nærbillede.




Den er jeg glad for, at jeg fandt.



En af dens naboer er Fuksia (Fuchsia magellanica "Riccartonii"). Billedet er ti dage gammelt, så den er sprunget mere ud i dag.





Gladiolusen "Fiorentina" får mange blomster i år.



Dahlia "Friquolet" har fået sin første blomst. Det er den af mine dahliaer, som jeg bedst kan lide.



Dagliljerne er ved at takke af nu. "Final Touch" - som er den seneste af dem - sprang ud for en uges tid siden.



Høstanemonen har også blomstret siden begyndelsen af august. Billedet er ti dage gammelt.



I stenbedet har sølvtidslen (Carlina acaulis ssp. "Simplex") nu åbnet blomsten helt. Noget der så absolut taler til dens fordel. I bunden er det krybeklokke, som desværre er afblomstret. Sidste år holdt blomsterne lidt længere.



Kinesisk Sankthansurt Sedum spectabile "Xenox" med husløg (Sempervivum montanum) i baggrunden.



Jeg vil slutte min tur med et foto af denne kaktus, som jeg ikke ved hvad hedder. Den blomstrer hvert år ude i haven.

Hav det godt derude.




lørdag den 4. august 2012

Det summer af sommer.

Her i formiddags havde vi det perfekte flyvevejr. Så der var livlig aktivitet i blomster og buske.



Sommerfuglebusken har blomstret i snart tre uger, men jeg har ikke set meget til sommerfuglene før i dag, hvor den var meget omsværmet.


 

 Også bierne havde travlt. Jeg ved ikke om I kan skimte den ca. midt i billedet.



I gladiolusen "Fiorentina"




i "Corky"

 


og i guldvalmuerne var det svævefluer (tror jeg de hedder), der havde travlt.






Humlebierne havde travlt i solhat.



"Mon der ikke er noget godt herinde?" synes denne humlebi at spørge med hele hovedet inde i drejeblomsten.


Den russiske mandstro var også populær.



Selv i den næsten afblomstrede salvie var de på jagt.


 


Nu vi er ved havens hjælpsomme dyr, kom jeg i tanke om ham her. Billedet er fra september for to år siden, og i lange tider så vi ikke noget til ham. Faktisk troede jeg, at han ikke havde klaret den strenge vinter 2010 - 2011. Men for et par uger siden, hvor jeg havde gået ude i haven til efter klokken ni, hørte jeg en puslen i et hjørne af vores brændeskur, som jeg først troede var en fugl, indtil jeg forsigtigt kiggede ind. Kameraet havde jeg lagt ind forinden, så I får det her gamle billede i stedet. Jeg ved ikke om det er ham, der holder min sneglebestand nede på et tåleligt niveau, men jeg er i hvertfald glad for, at han stadig pusler rundt på sin aftentur.

Hav en god Week-end.

fredag den 3. august 2012

Stauder og flere liljer.

De sidste fjorten dage har vi haft fuld kalender. Og mens vi har rendt ud og ind af dørene har haven haft næsten lige så travlt.

Jeg nåede lige at snuppe et par foto den 20. juli inden vi tog i revy i Nykøbing sammen med mine arbejdskammerater. Her Strawberry Candy i fuldt flor.



Denne røde hør er en frøling, som jeg ikke havde ventet at se mere til. Jeg såede nogle for et par år siden, men sidste år var der ikke nogle, der spirede frem, så jeg havde ikke troet, at der stadig var spiredygtige frø i jorden. Men velkommen tilbage.

Vandmelonerne mangler lige det sidste i at være modne.


Den 22. juli gav en af mine nevøer morgenkaffe i anledning af sin 17 års fødselsdag. Da vi kom hjem blev vi budt velkommen af den smukke "Golden Splendour".






































Den 23. sprang denne lilje ud. I følge løgposen burde det være "Avocado". Men jeg har min tvivl. Den er mere gul i virkeligheden end fotoet på etiketten og den mangler alle prikkerne. Jeg er nu glad for den alligevel.






































Mange af Ensianens blomster er nu sprunget ud.







































"Frans Hals" soler sig.



I staudebedet er kattehale "Robert" nu sprunget helt ud.

Den 24. juli var der lige nogle bøffer, der skulle grilles. Sikke en uskik at kolleger finder på sådan noget efter fyr-aften. Det var for resten rigtig hyggeligt.
Dagens nyudsprungne daglilje er "Pink Damask.

Den 27. smuttede vi ind til en af drengene i København, hvor vi overnattede og forsatte derfra til fætter - kusinefest i Hørsholm den 28. Den 29. var vi godt brugte.









































Så der var bare dømt afslapning - nåh ja - og så lidt nussen rundt i haven.  Her en venusvogn eller stormhat som andre kalder den sammen med drejeblomst.


Og her fra en lidt anden vinkel sammen med en ukendt høstfloks fra min mors have.



En anden høstfloks sammen med perlekurv.



Solhat "Magnus" er for en gangs skyld indstillet på at få mere end et par blomster.






































Lampepudser og høstfloks "Orange Perfection" i baggrunden.







































Hvis der ikke er andre, der har udnyttet det våde efterår og den sidste måneds mange mm. regn, så har min ballonklokke. De sidste par år har den holdt sig pænt nede omkring de 50 - 60 forventede cm, men sådan havde den ikke planlagt det i år. Én meter blev det til. Tosset ser det ud, når den står og stritter helt ude ved kanten med solhat "Baby swan white" nærmest som bunddække. Men nu skal man jo ikke være ked af, at der bliver lidt frodigt, og næste år falder den såmen nok tilbage i sine vante folder.




Man kan jo altid diskutere om sølvtidsel "Simplex" falder i kategorien smuk. Jeg havde plads til lidt mere i stenbedet, så jeg købte den i foråret og har været lidt spændt på den. Ind til videre har den i hvert fald fundet sig godt til rette. I baggrunden er det soløje "Mette" som bare blomstre i det uendelige og guldvalmue (desværre uden for "åbningstid").


Men "Nippon" kan jeg blive ved med at beundre. (Jeg regner jeg da med, at den hedder Nippon, selv om fotoet på posen har en svag rosa stribe langs kanten, som jeg ikke kan se på min lilje). 

Hav det godt derude.