Sider

tirsdag den 22. januar 2013

Et år i Blogland.

Det er nu et år siden, at jeg tog mod til mig og udgav første indlæg. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Det har været et dejligt år med søde kommentarer. Tak til Jer allesammen.
Blogland er et rigtig rart og hyggeligt sted med masser af inspiration, humoristiske kommentarer, hjælpsomhed og gode råd netop når de er dyrest, spændende indslag om nyheder og links til spændende sider i cyberspace, smukke foto, indlevelse og forståelse.
Det har været et år, hvor jeg er blevet opmærksom på detaljer og små hovsa'er, når jeg har set haven gennem en kameralinse for at tage foto, som jeg havde tænkt mig at lægge ud på bloggen. Vinkler der ikke var så heldige rent farve-mæssigt. Så i efteråret blev der flyttet rundt på en hel del og snoldet for at fylde nogle af de bare pletter. Så nu glæder jeg mig til at se resultatet, når kong vinter trækker sig tilbage.
Noget jeg også glæder mig meget til at se, er den smukke mjødurt, som jeg fik forærende af Lisbeth fra Høneballehaven.

Den ventede, da jeg kom hjem den 10. januar, lige inden vi fik nattefrost. Hun viser den i blomst i sit indlæg fra d. 6. januar.




















Der er ikke så meget at vise fra haven idag, så I får i stedet nogle foto fra året, der gik.

Bonderose og porcelænsblomst den 24. maj.






















Stenbed 31. maj.





















Min farmors rose.


















"African Queen" 18. juli.






















Staudebed 2. august.






















En af de større ting, jeg fik gjort alvor af i 2012, var at få fjernet ca 20 m2 trædebregne, som dannede bunddække mellem dagliljer og liljer. Så her fik jeg masser af bar jord til at plante i. Dejligt. I september da jeg var ude at snolde, fandt jeg planter til nogle af hullerne. Blandt andet blå hør "Saphir" og alunrod "Palace Purple". Under den store rokade i september flyttede jeg også nogle planter, som før stod andre steder i haven, hen i bedet blandt andet skabiose "Miss. Willmott", potentil "Red Ace" og en iris som jeg mener må være iris orientalis "Gigantea". Og så er kejserkronen kommet ind i bedet også. Jeg tror, at det bliver godt. Her er det "Pink Damask" sammen med russisk mandstro den 6. august. Til venstre i billedet står der en Genista og i baggrunden en vortemælk "Purpurea".






Jeg fik også lavet et nyt bed. Det starter med en påskeklokke. I marts blomstrer hvid vibeæg og porcelænshyacint og med lidt held også kæmpestenbræk "Bressingham White" (hvis frosten lader den være). Så kommer rhododendron sidst i april og snart efter forhåbentlig også Osmanthus. Det ser ud til, at den allerede har fået det en smule bedre nu, da den står et sted med lidt mere fugtighed i jorden. I august starter irsk lyng med at blomstre. Jeg glæder mig til at se hvordan det kommer til at se ud.











Hav det godt der ude.






søndag den 6. januar 2013


Flere knopper.


Efter at jeg i flere dage ikke har kunnet lægge billeder ind på bloggen - noget der var temmelig fustrerende, og som man godt kan få lidt knopper af, når computeren får en til at tro, at man er sat udenfor døren - kommer der her nogle af de gode knopper. I det her milde vejr sker der nemlig rigtigt meget udenfor.





































Vårlyng "Isabell" står med en masse store knopper. Og flere af påskeklokkerne er også godt på vej.



Denne her stod i haven, så den har jeg ikke noget navn på. Jeg har haft delt den, fordi der kom nogle rent hvide blomster på én del af planten, og andre blomster med røde stænk. Jeg er nu ikke sikker på, at jeg har delt den det helt rigtige sted. Men det må jeg rette på senere.





































Her er den anden del. Også med knopper på vej. Jeg har lige studset de grimmeste blade af.


Den første blomst i påskeklokken "Red Lady" springer nok ud inden så mange dage.


Vinterjasminen købte jeg i foråret. Hvis det milde vejr fortsætter springer den nok snart ud. Det glæder jeg mig meget til. 

God week-end. 



tirsdag den 1. januar 2013

Ikke forår........men.

Her på årets første dag tog jeg lige en pause fra alt juleriet, der skulle pakkes ned for denne gang. Selv om det har fnusregnet en del af dagen, har det været dejlig mildt, så jeg smuttede lige en tur ud i haven for at få lidt frisk luft. Der er ikke så meget at finde i øjeblikket. Men kan man undgå at komme i godt humør, når de tidligste krokus lige har stukket bladene en cm op, og kejserbusken er ved at få nye blomster.

























Den har blomstret længe, men frosten havde ødelagt de blomster der var sprunget ud. Nu hvor det er blevet mildt er nye blomster ved at springe ud.

























Og med blomster i julerosen er det nye haveår startet her på matriklen.
Hav en god aften.