Blomster i haven året rundt.

Lyder det ikke forjættende. I dette milde decembervejr står der nu påskeklokker og blomstrer i haven, og julerosen og den franske anemone er ved at springe ud. De hører alle tre til ranunkelfamilien, som er en familie med mange elskede slægter, der gennem generationer har prydet staudebede og bunden i busketter i haverne. De fleste er urter, men klematis hører også ind under. Blomstringen hos de enkelte af familiens slægter er stort set fordelt ud over hele året. En del af dem er giftige.

Alle arter af venusvogn eller stormhat Aconitum er meget giftige. Det er en statelig plante, som det ikke er nødvendigt at binde op. De trives bedst på en lidt fugtig, næringsrig og gerne kalkholdig dybmuldet jord i halvskygge. Der skal være et godt dræn, fordi de ikke tåler at stå for vådt om vinteren. De kan formeres ved deling om foråret. Den blå til højre stammer fra min farmors have. Til venstre er det Aconitum cammarum "Bicolor".

Vinteradonis Adonis amurensis er en køn lille forårsbebuder som stammer fra Manchuriet. Den kan afhængig af hvor længe sneen bliver liggende starte med at blomstre i begyndelsen af marts og til hen i april. Den trives i en almindelig kalkholdig havejord. Blomsten er smukkest i sol, da den åbner sig efter lyset, men de tåler også halvskygge. Voksestedet skal være veldrænet, men den kræver en del fugtighed i vækstperioden. De kan omplantes lige efter afblomstringen, hvor de stadig er til at finde - de visner nemlig helt ned om sommeren - men de foretrækker at blive stående det samme sted, når de en gang er etableret.






Der er i det hele taget ikke mange planter, jeg ikke bryder mig om, men anemonerne hører til mellem mine yndlinge. De fleste af dem er graciøse, og så er vores hjemlige hvide og gule anemoner næsten blevet et symbol på, at nu er foråret kommet for at blive, fordi de blomstrer, når træerne får deres små spæde blade og naturen viser sig fra sin smukkeste side.

I efteråret lagde jeg nogle Balkan anemoner Anemone blanda "Atrocoerulea". Dem glæder jeg mig meget til. Arten stammer fra Grækenland og Tyrkiet. De trives i en veldrænet, varm, muldrig, kalkholdig og relativ næringsrig jord på en beskyttet plads helst med fuld sol. Deres blade skal have lov til at visne helt ned inden de fjernes. De bør vinterdækkes.

Fransk anemone Anemone coronaria (de Caen) i haven den 14. december. Til højre et foto fra midt i maj hvor den blomstrede i ca. tre uger. Arten stammer fra det østlige Middelhavs-område, hvor de vokser på marker, overdrev og tørre bakker. Den franske anemone trives i almindelig havejord på en varm plads i sol og læ. Knoldene er som regel tørret noget ind, når man køber dem og må lægges i blød i et halvt døgn inden de lægges i september.

Til venstre høstanemone Anemone hupehensis var. japonica "Honorine Jobert" og til højre "Königin Charlotte". De foretrækker en let, dybmuldet, veldrænet og velgødet bladjord i let skygge og læ. Derfor er de kommet ned bag i haven tæt på plankeværket, som kan give dem lidt skygge og læ mod vest, og hvor de visne blade tit samler sig om efteråret. De tåler ikke stående fugtighed om vinteren. Ældre planter kan deles i april.

Vores hjemlige anemone den blå anemone også kaldet blåsimmer Anemone hepatica, syn. Hepatica nobilis og syn. Hepatica triloba kan nogle år stå med friske blade om vinteren. De nye blade kommer først frem efter blomstringen. Den trives i næringsrig, lermuldet og kalkholdig jord, som gerne må være lidt fugtig. Dens frø transporteres rundt af myrerne, og hvor den trives, sår den villigt sig selv. Den kan deles sidst på sommeren. På grund af sit indhold af protoanemonin er den svagt giftig.

Hvid anemone Anemone nemerosa, som breder et smukt hvidt tæppe ud over skovbunden lige inden bøgen springer ud sidst i april eller først i maj, trives i muldrig jord. Den indeholder de giftige stoffer anemonin og protoanemonin.

Gul anemone eller gul simmer Anemone ranunculoides er ikke helt så udbredt, som den hvide. Den trives på muldrig, let fugtig skovbund. Den indeholder det giftige protoanemonin og saponiner.

Langsporet akeleje Aquilegia caerulea. Øverst til venstre "Blue star" og til højre "Crimson star". Nederst til venstre "Musik". Arten caerulea stammer fra Nordamerika. Akeleje trives bedst i let skygge på en muldrig bladjord, skovjord eller let havejord, som ikke tørre helt ud. I for megen skygge blomstrer de ikke så meget. De starter med at blomstre i slutningen af maj og kan blive ved til slutningen af juli. I tørre perioder skal de eventuelt vandes. De langsporede sorter kan være lunefulde og pludselig dø bort. Står de for indelukket kan de angribes af meldug. September er et godt tidspunkt at plante om i.

Der fulgte vist nok en etiket med, da jeg købte den gule akeleje, men den er forsvundet, så jeg har ikke noget navn på den. Den blomstrer fra slutningen af maj til begyndelsen af august.

Aquilegia vulgaris "Rubi Port", som blomstrer fra slutningen af maj til begyndelsen af juli. Arten vulgaris vokser i Vest-, Mellem- og Sydeuropa, både i lavlandet og i bjergene i op til 2000 meters højde. De krydser sig livligt mellem hinanden og får mange kønne pastelfarver. Selv om de hurtigt drysser, når de bliver sat i en buket, er det svært at stå for fristelsen.

Sølvlys Cimicifuga ramosa "Chocoholic" købte jeg først sidst på foråret, så den er ikke så stor endnu. Jeg havde en anden art for nogle år siden, men den nåede desværre ikke at blive så gammel, så nu håber jeg, at det går bedre denne gang. Midt i september satte den disse smukke blomster. Arten ramosa stammer fra Kamtjatka-halvøen. Den foretrækker en fugtig humusrig jordbund og skal helst stå i halvskygge. Den er en god biblomst.

Øverst til venstre Clematis "The President". Til højre "Multi Blue" som jeg købte forrige år. Nederst Pink Fantasy". "The President" står ud mod øst i læ af en gedeblad og har altid groet godt og blomstret meget. Men "Pink Fantasy" har drillet og fik visnesyge, der hvor den stod, så i april blev den flyttet ned bag pæonerne, som giver skygge til rødderne. Så håber jeg bare, at den begynder og trives, så vi igen kan nyde dens smukke blomster. Når den har det godt kan den blomstre hele juni og juli.

Staudeklematis Clematis recta er heller ikke så gammel endnu. Den trives bedst på en jord med masser af organisk materiale. Lige som andre klematis, skal den have skygge ved rødderne. Den får kønne små blomster fra slutningen af juni til midt i juli.

Ridderspore Delphinium pasific "Black Knight" er også en af de planter, som jeg hvert år nyder, når den står i fuldt flor fra midt i juni til sidst i juli. Den skal helst have tilskud af kvælstof og kali i foråret og foretrækker humusrig og fugtighedsbevarende jord i fuld sol. Hvis det er nødvendigt at plante den om, er det bedst i september. De lange blomsteraks er tunge, og det er derfor nødvendigt at binde den op.

Kinesisk ridderspore Delphinium grandiflorum "Blauer zwerg" står med sine meget blå blomster fra sidst i juni til slutningen af august. Arten grandiflorum er en af forældrene til de høje ridderspore. Den kan klare sig på en mere mager jord end dem og kan så sig selv, men ikke mere end, at det bare er med til at forny planten, som kan være kortlivet.

Jeg er ikke sikker på hvilken art erantis det er, som står i haven. Den almindelige erantis - som i mange haver danner smukke gule tæpper mellem havens træer - stammer fra de Sydeuropæiske bjergegne. De kan vokse i næsten al slags jord, men de foretrækker en dyb, humusrig bladmuld, så det er en god ide ikke at rive alle de nedfaldne blade væk fra dem i efteråret. De skal have fugtig jord om foråret.

Det er aldrig lykkedes at få et godt foto af julerosen. Til højre Helleborus niger som næsten har foldet årets første blomst ud den 14. december. Nede mellem bladene er der mange flere på vej. Til venstre et foto fra sidste vinter hvor frosten ødelagde bladene. Arten vokser i de østlige, nordlige og sydlige alper, i Appenninerne og på Balkan, i lysninger i bøgeskov eller sammen med bjergfyr og Erica carnea i op til næsten 2000 meters højde. Juleroser kan blive op til 25 år gamle og trives i porøs, ikke for tør kalkholdig muldjord i halvskygge. Det er en god ide at gøde en gang i mellem med kalksalpeter. De kan ikke lide stående vand ved rødderne, så jorden skal være veldrænet. De indeholder digitalis-glykosider og alle dele af planten er giftige.

Til venstre en frøplante af Helleborus. Til højre "Red Lady".

Denne påskeklokke stod i haven, da vi flyttede ind, så jeg har ikke noget navn på den. Fotoet er fra den 14. december. Det svinger en del, hvornår den starter med at blomstre. Nogle år når den at blomstre lidt inden sneen og frosten bremser den, for så at fortsætte og blive ved til starten af maj.

Denne påskeklokke stod også i haven. Den venter som regel med at blomstre til fra midt i marts eller starten af april og frem til starten af maj.

Jomfru i det grønne Nigella damascena. Arten vokser på marker, overdrev og tørre bakker i Middelhavslandene. Det er en meget nøjsom enårig plante, der trives i en let jord i fuld sol. Frøstandene kan tørres til dekorationer. Hvis ikke alle planterne starter med at gro samtidig, kan man have blomster fra midt i juni og lige til frosten kommer. Den sår sig selv, så jeg plejer at klippe de fleste frøstande af efterhånden og bare gemme lidt til nye planter året efter.

Kobjælde Pulsatilla "Røde klokke" og

Pulsatilla vulgaris "Alba" blomstrer fra slutningen af april til starten af juni, og er nok de tidlige stauder, jeg holder mest af.

Pulsatilla vulgaris. Arten vokser på heder og tørre enge og blandt andet i Danmark på sandede marker og bakker. Den trives bedst i en let veldrænet, kalkholdig jord i fuld sol.

Guldknap Ranunculus acris "Multiplex" foretrækker halvskygge og fugtig humusrig jord. Den blomstrer fra slutningen af maj til hen i starten af juli.

Akeleje-frøstjerne Thalictrum aquilegifolium "Gold Lace" som står med sine karakteristiske gule blomster fra slutningen af juni til hen midt i juli, trives bedst på fugtig og humusrig jord i sol eller halvskygge. Jeg købte den i forsommeren, og da den i vækstperioden skal den have en del vand, har jeg jævnligt måtte vande i den tørre sommer, vi har haft, men den kræver et godt dræn, så der ikke står vand efterår og vinter. Det er en god ide at vinterdække med visne blade.

Viol-frøstjerne Thalictrum delavayi. Viol-frøstjerne som blomstrer fra starten af juli og et godt stykke ind i august er skyggetålende og trives bedst i en fugtig, veldrænet, næringsrig, sur jord. Den skal først klippes ned om foråret.

Som rosinen i pølseenden kommer Engblomme Trollius cultorum "Orange globe", som har blomstret meget bedre i år end tidligere. Den foretrækker en fugtig, næringsrig muldjord, men der må ikke stå vand over planten i efterårs og vinter månederne. Hvis jorden er for tung, kan man blande op med spagnum. Den blomstre bedst i fuld sol. Hvert 3. eller 4. år bør den plantes om efter blomstring i juli eller august.