Sider

torsdag den 20. marts 2014

Den skønne vår.

En fantastisk forårsdag med tidligt fri, solskin og over 15 grader, og selv om jeg ikke nåede at få et billede, er jeg temmelig sikker på, at det var en nældens takvinge, der flagrede forbi med forårs kuller. Tænk at vi kun er nået til jævndøgn.


I går da jeg var nede bag i haven, så jeg godt, at der var små knopper i de hvide anemoner, men jeg skal lige love for, at solen har fået dem til at skynde sig. Det er en hel måned tidligere end sidste år. I baggrunden står der blå anemoner, som har blomstret i et stykke tid, og sibirisk scilla har været i gang i en uge tror jeg. Herligt syn når hele forårstæppet folder sig ud.


Den enlige hvide franske anemone, som stammer fra en pose med blande farver, var også sprunget ud. De lilla står et lidt køligere sted, så de står stadig i knop.


Snepryd står også nede bag i have og nyder solen.


Omme foran blev det den lyserøde hyacint, der kom først i år. Men det varer vist ikke mange dage, inden de blå også springer ud.


Denne tæppe-primula er nok den primula, jeg allerbedst kan lide. Sidste sensommers tørke var hård ved den, jeg havde, så jeg fik tigget mig til en blok ved min mor.


For en tre dage siden var pebertræet næsten sprunget helt ud.


Pieris'en står med de første små hvide klokker.


Rhododendronen har sat rigtig mange knopper i år, så det er godt at meteorologerne melder om regn ud på morgenstunden i stedet for nattefrost. Men helt uden at dække den om natten de nærmeste dage går det nok ikke.

Hav det godt derude.

4 kommentarer:

  1. Sikken en fin rhodo, lad os håbe vores rhodoer klarer det og at frosten bliver væk.
    Din hvide franske anemone er flot. Det er pierisen godt nok også.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  2. Tak skal du have. Ja jeg ville være ked af at få frost fra nu af, når alt er nået så langt. Til gengæld ville det ikke skade med noget regn og helst lidt mere end den ene millimeter, vi fik den anden dag.

    SvarSlet
  3. Så mange vakre blomster du har hos deg nå! De franske anemoner er så flotte. Håper din rhodo ikke får frost på alle de fine knoppene.

    Ha en god aften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Ja foråret er kommet tidligt i år, så mange af forårsblomsterne blomstrer næsten en måned tidligere end de gjorde sidste år. Rhodoen har nået at få lidt frost en morgen, hvor der var rimfrost over det hele, men heldigvis er det kun nogle få af de udsprungne blomster, der er svidt og den står stadig i fuldt flor. Jeg holder også rigtigt meget af den franske anemone. Den lilla som får flere blomster i år lader vente på sig, men nu kan det ikke vare mange dage, før de første knopper springer ud.

      Slet