Sider

torsdag den 23. april 2015

April som vi kender den bedst.

I dag har vi desværre ikke haft det samme behagelige vejr som i de sidste fem dage. Vekslende sol og overskyet i formiddag og en vind, der gik gennem det hele. Øv man bliver hurtigt forvent. Surt at jeg havde gemt skyggesiden til sidst, da jeg startede med at ordne bede.


Oppe fra terrassen så det lige så forårsagtigt ud som de seneste dage, men selv om solen var mere stabil i eftermiddag, var det stadig koldt.
De seneste dage er blandt andet gået med at beskære buske.


Fuksiaen, som sidst i oktober så sådan ud, plejer på denne tid af året at stå med grene, der ikke viser noget tegn på liv, så den bliver altid klippet helt ned til jorden. Derfor blev jeg noget overrasket, da jeg ville til at klippe den ned den anden dag.


Den skyder hele vejen op af grenene. Nu kan jeg ikke bestemme mig for, om jeg skal klippe den helt tilbage eller ej. Hvis den bliver højere end normalt, er den vel endnu mere vindfølsom og knækker i blæsten. På den anden side kunne det være sjovt at se, hvordan den kommer til at se ud.

Hav det godt der ude.

onsdag den 22. april 2015

Aurora på visit.

Efter en fantastisk dag med sol og en herlig masse havearbejde havde jeg lige sat mig ned et øjeblik sidst på eftermiddagen, inden jeg var nødt til at stoppe for i dag, da jeg fik øje på en sommerfugl. Der har været flere de sidste par dage,  men denne var ikke én af dem, der plejer at dukke op. En køn lille fugl med gule vingespidser.


Med kameraet, som stort set altid er med i haven, lykkedes det mig at snige mig så tæt på, at det var til at fange øjeblikket. I følge nettet er det en aurora han som sikkert har været ud at spejde efter en hun. Selv om den skulle være almindelig, kan jeg ikke huske, at jeg har set den før.

Hav det godt der ude i forårssolen.

torsdag den 16. april 2015

En lille håndfuld af de fine hvide.

Selv om blæsten driller og får forårsluften til at føles isnende kold, lige så snart man kommer ud, hvor der ikke er læ, er det nu alligevel fint, at det hele springer ud i et mere normalt tempo end sidste år. Man får mere tid til at nyde alle de forårsbebudere, som en efter en springer ud.


Først lige denne fine løgplante for lige nu har mange fritillaria travlt. Her er det fritillaria uva vulpis, som så småt er ved at springe ud, og som vinden skubbede til hver gang, jeg var ved at stille skarpt.


Der er i år ved at komme lidt mere størrelse på den franske anemone. Den ville heller ikke stå stille.


En af mine yndlinge den hvide kobjælde er bare et must i forårshaven.



Balkan-anemonen "White Splendens", som så småt har fundet ud af, hvad der er op, og hvad der er ned efter turen i en papkasse sidste uge, får den skarpe eftermiddags sol lige i hovedet. Den bliver jeg helt bestemt rigtig glad for.


Kæmpestenbræk "Bressingham White" blev for et par år siden flyttet om i skyggen foran huset. Det ser ud til, at den trives ganske fint med det.

Hav det godt der ude.

søndag den 12. april 2015

En fantastisk forårs-weekend og en kasse med små ny.


Denne lille opstammede kirsebær, som bare måtte med hjem, da jeg var oppe og købe ekstra roser sidste week-end, er nu næsten sprunget helt ud.


Og Narcisserne blomstrer om kap med snepryd.

I slutningen af marts vovede jeg mig ind på en hjemmeside med en herlig masse skønne, smukke og spændende planter.
Jeg har ikke købt planter over nettet før, men alligevel begyndte klik-fingeren I ved nok at klikke af derned ad. Der er jo heldigvis stadig en masse bar jord her og der, så når både stort og småt var talt sammen, blev listen hurtigt lang:

Brunnera macrophylla "Variegata", Knautia macedonica "Mars Midget", Delphinium pacific "Galahad", Lysimachia clethroides og Digitalis purpurea "Snow Timple" til staudebedet.

Campanula pulla og Soldanella montana "Spring Symphony" til stenbedet og "Potentilla "Majlands  Variety" kunne lige passe ind sammen med nogle andre stenbedsplanter i forhaven.

Primula beesiana, Primula japonica" Postford White", Anemone blanda "White splenden" og 
Primula rosea "Gigas" til bedene med Rhododendron.

Thalichtrum delavayi "Album" ned til et mere fugtigt hjørne.

Zigadenus elegans, Campanula punctata "Rubriflora", Penstemon digitalis "Husker Red" og Verbascum phoenicum "Violetta" kunne jeg også lige finde plads til.

Torsdag lå der en mail om, at de planter, jeg havde bestilt var sendt samme eftermiddag, så det kunne ikke gå hurtigt nok med at få fri i det skønne vejr, vi havde i fredags. Jubii pakken var allerede kommet, så jeg gik igang med at plante allerede samme eftermiddag og gjorde det færdig i går. Og med et par millimeter regn oven i i går aftes kunne det ikke blive bedre. 


"Gigas" var næsten sprunget ud, da den blev pakket ud. 

Håber at I også har haft en herlig travl forårs week-end i haven.