Sider

lørdag den 29. august 2015

Rundt om en sommerfuglebusk.

Først en summen som minder lidt om hvepsens. Så en hurtig bevægelse i ret linie for derefter brat at dreje i en anden retning. En pudsig fyr som svæver over sommerfuglebuskens blomster mens den - på kolibriens maner - suger næring til sig. Vips så er den allerede videre. Ikke megen sommerfugle flagren der. Her til aften var den på lynvisit.


Duehale hedder den. 


Jeg så den for første gang for to år siden. For ti dage siden var den også en tur forbi sommerfuglebusken. Jeg har ikke været særlig heldig med fotoet, men måske kan man bedre fornemme de lynhurtige vingeslag på dette foto.  Link til felthåndbogen hvor der er en beskrivelse af gæsten. 


Under sommerfuglebusken er der også noget at kigge efter nu. Indrømmet. Billedkvaliteten kan kun blive bedre. Men hvor er jeg glad for, at den er sprunget ud.


Og så lige en tur ned bag i haven. Hosta "Royal Standard" er lige sprunget ud for første gang. Den er allerede blevet en af mine favoritter. Som i kan se, er der desværre også andre, der er vilde med den. Men nu er der spredt sneglegift (det har jeg ellers ikke villet gøre før). Så håber jeg, at der bliver sat en stopper for gnaskeriet. 

Hav det godt der ude.

6 kommentarer:

  1. Måske flyver der mange flere sommerfugle rundt derude, end jeg regner med. Det er lidt vildt at tænke på. Hostablomsten ser så fin og ren ud i modsætning til de mange, som er mere eller mindre lilla.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja jeg har de sidste par år, hvor jeg har holdt lidt mere øje med livet omkring sommerfuglebusken, opdaget flere smukke / spændende, som jeg ikke havde set før eller i hvert fald ikke lagt så meget mærke til. Jeg valgte "Royal Standard", netop fordi den med sine hvide blomster skiller sig ud fra de andre, jeg har, som har mange fine bladfarver og varierer i bladstørrelse og facon, men som alle har lyslilla blomster.

      Slet
  2. Sommerfuglebusken er et must i en have for så får man garanteret dejlige besøg og skøn honningduft men du har da haft særlig fint besøg på det sidste. Duehale, hvor fin den er! Jeg købte en håndsstor cyclamenrod for et par uger siden og håber der når at komme en flot lille gruppe blomster i år ligesom dine. Hvid blomst på hosta er smukt og jeg er ret sikker på ferromolen virker mod sneglene bare husk at strø det jævnligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja sommerfuglebusken er ikke til at undvære. Det er sjovt at følge de mange fjerlette sommerfugle med deres farvestrålende vinger, når de muntre flagrer rundt mellem hinanden. Jo mon dog ikke du når at få blomster i din nyindkøbte cyclamen. Ja de hvide blomster lyser så smukt op. Sneglegiften virker allerede. Jeg kan se, at der har været snegle et af de steder, jeg har spredt den, og jeg har også fundet en snegl som er død.

      Slet
  3. Ja vi har også enkelte gange haft besøg af Duehalen, den er meget hurtig. Jeg har flere hostaer med hvide blomster, men også nogen med blålilla, de er alle fine, synes jeg. Du skulle se mine hostaer, de er spist af snegle, det ser hæsligt ud, men heldigvis rører de ikke blomsterne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja hold da op en fart den skyder. Resten af de hostaer jeg har, har også den "traditionelle" lyslilla blomsterfarve. Nogle af dem står et sted, hvor sneglene har været særlig sultne i år. Det ser fælt ud. Men, som du skriver, tager de ikke blomsterne og hurra for det. Jeg kan nemlig lige som dig godt lide blomsterne.

      Slet