Forårsfornemmelser.

Fredag aften gik jeg lige en tur med kameraet, og det er ikke kun nede i mit skovbed, at foråret er på vej.

Ude foran huset er hyacinterne sprunget ud.

Min tidligste rhododendron "Cilpinense" er også lige startet. Den købte jeg for to år siden, og den har haft en hård start.

Den var frosset så langt tilbage sidste år, at den var lige ved at blive smidt ud, for jeg troede faktisk ikke, at den kunne reddes. Men den fik heldigvis en sidste chance. Så nu krydser jeg både fingre og tæer, vejrmeldingerne tegner ikke for godt.

Jeg har (også) en svaghed for stenbedsplanter, og da de fleste ikke kræver, at man kommer forbi med en haveslange så tit, er det efterhånden blevet til en del forskellige.

Her er det nålestenbræk (Saxifraga Elizabethae).

Et par af vores buske er også i forårshumør.

Træpæonen "Zhu Sha Lei" har faktisk drevet det så vidt, at den har store knopper.

Jeg ved ikke om billedet er tydeligt nok, men øverst til højre sidder der en knop på størrelse med en valnød.

Her er det Blærespiræa (Physocarpus "Dart´s Gold") der er ved at folde sine gullige blade ud. Den lyser muntert op i forårssolen.

En anden spiræa i forårshumør er dværg snedrivebusken (Spiraea Argusa Compacta)

Vibeægene er langt fremme.

Påskeliljen "Carlton" står lige på spring.

Og se så lige her.

Denne lilje kender jeg desværre ikke navnet på.

Der var sat en forkert etiket på posen, men den skulle gerne komme til at se sådan ud:

Håber at den klare det, hvis jeg dækker den.

Den hvide kobjælde er lige ved at springe ud.

Vinca minor er rigtig i sit es i bunden af noget af rosenbedet.

Stauder er en anden af mine favoritter. Der er nogen, der mener, at det er tidskrævende, fordi de skal bindes op og senere klippes ned. Men hvis der ikke er så mange m2, synes jeg ikke, det er så slemt.

Gemserod som er den tidligste staude i vores have er startet for et par dage siden.

Og her er engblommen Trollius hyb. "Orange Globe" på vej op.

Hav en god week-end. 

Delvis tæmmet.

Mit skovbed - eller skulle vi sige det hjørne af haven, hvor planterne får lov at vokse lidt vildt - er ikke mere end godt 15 m2 og ligger på nordsiden af naboens træer.
Det er den del af haven hvor der sker mest lige nu.
Egentlig gør jeg ikke meget mere ud af det end at fjerne ukrudt, grene, kviste og om foråret - lige inden det hele begynder at skyde - samler jeg lige de fleste af de tørre blade.
Som jeg tidligere har fortalt, var der en masse løg i haven, allerede da vi flyttede ind. De fleste af russisk skilla- og sneprydløgene lagde jeg enkeltvis fordelt rundt på det stykke.
Jeg stak også nogle hyacintløg, lidt spansk skilla og et par kejserkroneløg ned i mellem. Senere er der kommet akeleje vulgaris, liljekonvaller, smalbladet klokke og blå, hvide og gule anemoner til.
Også ingefær og nøgen jomfru er der blevet plads til.


Den blå anemone har blomstret i flere uger nu.

Den havde ikke andet end nogle få blade, da jeg plantede den for ti år siden, men den synes så godt om jorden her, at den efterhånden er blevet en stor blok. Den har også sået sig selv et par steder i bedet.

Her er en af dens aflæggere.

Den hvide anemone sprang ud for et par dage siden.

Den gule anemone som ses her sammen med den ene slags snepryd springer først ud lidt hen i april.

Her lidt flere snepryd og russisk skilla. I baggrunden er der en smalbladet klokke.

Som I kan se får mosset lov til at blive i hvert fald til alle løgene er væk. Når jeg skriver, at planterne får lov til at vokse lidt vildt, så er det kun tilnærmelses vis rigtigt. Faktisk begrænser jeg den russiske skilla i at så sig selv overalt, ved at klippe de fleste af frøene af. Det samme gør jeg med akelejerne.

Billedet af kejserkronen, som I måske kan skimte får orange blomster, er et par dage gammelt. Det er nok den, der har mest travlt i øjeblikket.

Den overvælder mig hvert år med sin store daglige tilvækst.

Når den står nede i det her bed, er det fordi jeg foretrækker at nyde den på afstand.

Liljekonvallen er ikke dukket op endnu, så den får I et billede af engang midt i maj.

Enten er jeg en klovn, eller også kan det bare ikke lykkes at få et billede af denne snepryd i det rigtige lys, men I får det alligevel, fordi den står sammen med min ingefær.

Jeg er ikke sikker på, hvilken ingefær det er (den stod her, da vi flyttede ind), men den skyder nye blade inden vinteren.

Denne primula (muligvis primula vulgaris), som dukkede op for nogle år siden, må være en foræring fra fuglene. Det er i hvert fald ikke en jeg har plantet.

Den er jeg rigtig glad for. Den lyser så dejligt op. I denne omgang fik den de første forsigtige blomster allerede 20. december. Sidste år ventede den regelmenteret til foråret.

For et par dage siden læste jeg på en af bloggene om lærkespore. Jeg ved ikke, om I kan se den tydeligt nok nederst i billedet.

Jeg var også en af dem, der lærte noget inde på bloggen den dag. De andre år har jeg luget den væk, men denne har gemt sig, den dag jeg lugede, og nu får den da lov til at blive stående.

Mine Nøgen jomfru står lidt foran skovbedet for at dække over den bare plet, når vi når hen sidst på sommeren og først på efteråret.

De står i en bund af trædebregne, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. Det er godt, at den kan tåle, at man træder på den. Det er også godt, at den til en vis grad hæmmer ukrudtet, MEN DEN BREDER SIG HELT VILDT! Tænk at en lille uskyldig plante i en potte på 8 år kan dække hele nabobedet på skal vi sige ca 20 m2!

Fra sensommer til tidligt forår.

Alting har en ende. Også ferier. Så efter næsten fem uger landede vi så lørdag aften. Det meste af tiden var vi i hovedstaden hvor der var 30 - 35 grader om dagen, men vi smuttede lige nogle dage ned syd på til en by som hedder Pucon, som ligger i et område med en del store søer, lige ud til søen Villarrica. Derfra tog vi så på nogle guidede ture rundt i området og sikke en natur.
Den første dag lod vi os på trods af manglende træning lokke på en tur på hesteryg op gennem en skov i nærheden af et vandfald. Det sidste stykke måtte vi med stor forsigtighed gå (læses kravle) ned af en stejl trampet sti til bunden af en kløft, hvor vi kunne se vandfaldet i al sin imponerende højde (ca 80 m) med nogenlunde fast grund under benene.

Og hvad stod der så lige foran os. Såmen den vilde udgave af vores kendte havefuksia.

Også inde omkring byen stødte vi på gamle kendinge. Kun få huse havde ikke en række hortensiaer ved indkørslen. De fleste var ved at afblomstre, men nogle få blomster var der da tilbage.

En af de planter, som jeg i årevis har haft lyst til at se i virkeligheden, er Chiles nationalblomst.

Det er en slyngplante som hedder Copihue. Der er ikke længere så mange tilbage af dem, så jeg havde egentlig ikke troet, at jeg fik chancen, men da vi skridtede gennem skoven, så jeg noget lidt inde mellem træerne, som jeg syntes lignede fotos, jeg havde set af den. 

Dagen efter tog vi på en anden guidet tur ud til et skovområde i nærheden, hvor de havde sat skilte ved de træer der var mest karakteristiske for zonen. Denne gang var jeg så heldig, at jeg kom på fotoafstand af copihuen.

Er den ikke bare smuk?

Senere på dagen gik turen til det mest blå vand jeg nogensinde har set.

Og til et par meget små vandfald.

Et billede af områdets vulkan som hedder Villarrica og som kun ligger ca 10 kilometer i luftlinje fra Pucon, skal I da heller ikke snydes for.  

I lørdags var vi så tilbage i Danmark. 

Søndag var jeg lige en tur ude at vende i haven.

Der er virkelig sket noget på de fem uger vi har været væk. Våriris, dorotealiljer, erantis, vintergækker, påskeklokker, primulaer. Det pipler frem alle steder.

Det begyndte at småregne, inden jeg nåede at få lavet noget i haven i går, så jeg måtte vente til efter, at jeg havde fået fri i dag. Jeg håber at det bliver lige så fint vejr de næste dage, som vi har haft  i dag, så jeg kan komme ud at få lavet lidt mere. Nu kan jeg altså bare ikke vente længere.