Sider

søndag den 7. april 2019

Narcisser ....Narcisser og flere narcisser


April ser jeg frem til hvert år. Sammen med alle de andre smukke forårsløg, er det jo nu alle narcisserne springer ud en efter en.

Der var lidt god plads mellem dagliljer og liljer, så inspireret af Lisbeth fra Høneballehaven har jeg løbende samlet de fleste i ét bed. Nåh ja, så gik der også lidt samlermani i det, så efterhånden er det blevet til en del forskellige sorter.


Fotoet er fra sidste halvdel af april sidste år. Længst tilbage i billedet breder snepryd og sibirisk skilla sig mellem hvide, gule og blå anemoner.


Det startede som typisk med "Tete a Tete", almindelig påskelilje og "Carlton" i sidste halvdel af marts.


og i de sidste dage i marts sprang "Ice Follies, "Chromacolor", og "Replete" ud.

Jeg fandt et løg af Narcissus rupicola ssp watieri på et havemarked forrige år. Siden har jeg spændt ventet på, at den skulle blomstre. Så jeg blev glad, da den satte en knop. Den viste sig ikke at være meget større end en vintergæk, men den er bare så fin og har bestemt været værd at vente på.
Nu glæder jeg mig så til, at den danner lidt flere løg.









I den første uge af april er "F 20","Katie Heath" og en navnløs sort fra en god nabo sprunget ud.


"Delnashaugh" "Popeye" og "Tahiti", som er den senest købte, står også og nyder den pragtfulde forårssol.


"Obdam" og "Broughshane" står med store knopper, som sikkert springer ud en af de næste dage. Thalia har desværre ikke sat knopper i år. Jeg flyttede dem - heldigvis - i efteråret og opdagede derfor, at der var nogen, der var begyndt at spise løgene. Nu satser jeg på, at jeg har fået sorteret alle de angrebne fra, og at resten får lov at vokse sig store og blomsterdygtige.



"A Flame" og "Flower Drift" er sammen med 

"Cheerfulness" og "Yellow Cheerfulness de sidste der begynder at blomstre sammen med Pinseliljen og en flerblomstret tazet. 

Håber at I har haft en fantastisk forårs-weekend i haven, og at nattefrosten bliver aflyst.

søndag den 21. oktober 2018

Efterårssysler


En af lysstrålerne denne eftersommer var alpeviolerne. Her er det cyclamen hederifolium.


Denne alpeviol har jeg ikke navn på, men køn er den.

Nu, da de varsler om lave nattetemperaturer, brugte jeg eftermiddagen i går til at tage kaktuserne ind.





De har virkelig nydt den lange og tørre sommer, og blomstret flittigt.



En anden der har nydt sommervarmen er koralrør Phygelius (muligvis capensis).


Et af årets projekter var at få fjernet den uægte jasmin, der stod nede mellem anemoner, kodrivere, skovmærke og liljekonvaller og i stedet erstatte den af en søjleeg. Jeg tror, at de på planteskolen havde drømt om, at sælge den allerede for flere år siden, for den er noget højere, end jeg havde forestillet mig. Nu håber jeg, at den kommer godt fra start, og er klar til at tage over, når naboens birketræer ikke kan mere.

Hav det godt derude



lørdag den 20. oktober 2018



Have-året 2018

vil formodentlig blive husket længe.



Det startede - om end forsinket - så trods alt frodigt, og da det for første gang lykkedes mig at få chokoladeblomsten fra sidste år til at skyde igen, var forventningerne høje, og projekterne mange.



Jeg skulle bl. a. have fundet flere sten til det bed, jeg startede på sidste efterår.
Jeg har ikke fået taget foto af det endelige resultat. Der kom lige en Middelhavs-sommer på tværs, så i får det lidt i små bidder.




Sommeren havde til gengæld en fantastisk indvirkning på den vinstok vi plantede bag bedet i maj måned. Hele 8 fine klaser med fuldmodne og meget velsmagende druer.
Hvordan det gik med kartofler og de andre grøntsager, prøver jeg at fortrænge, for da de begyndte at se tørstige ud, indførte vandværket totalt vandingsforbud.

Sommeren bød på et væld af sommerfugle. Duehale som vist strengt taget er en aftensværmer har vi år tilbage set en eller to af på en hel sommer. I år har jeg flere gange talt både to og tre ad gangen. 



Det er sikkert et resultat af tørken, at Lille Ildfugl kom i juli, for den har jeg ikke tidligere set i haven. Det hvide W og kejserkåbe har også været hyppigere gæster i år. 


Sidst i august dukke denne lille fyr så op. Håber at den kan affinde sig med de få liter vand, der er i vores lille havebassin. Til gengæld må jeg så se, hvordan jeg kan fiske trådalger op.

God weekend






onsdag den 8. juni 2016

En dejlig overraskelse.



Måske kan nogen huske, at jeg fandt disse fine planter på et plantemarked sidste forår. De har alle fået en rigtig fin start.


Primula marginata, som jeg har googlet mig frem til, at den hedder, nåede jeg ikke at se i blomst sidste år, men jeg er vild med farven.


Den lille fine Iris pumila er allerede begyndt at brede sig. 


Jeg er vist så heldig at akeleje bertollonii har sået sig selv. Der står i hvert fald fine små akelejer lidt fra denne lille skønhed.


Og så var der jo vårskærm. Den er så småt begyndt at brede sig og har blomstret så fint.



Men det allerbedste er, at der er dukket en bonusplante op nede imellem dens blade. Trillium tænkte jeg først, men findes der trillium med takkede blade? Er der mon nogen der lige har navnet på denne lille spændende marmorerede overraskelse?

Hav det godt der ude.

fredag den 22. april 2016


Hvor man end sig vender hen.......



Så ligner det forår. Blodurten var næsten afblomstret inden jeg købte den, den anden dag, men der kommer heldigvis en lille efternøler nede midt i.


Den lille ny Primula garryarde Guinevere (altså ny her i haven) står og misser mod solen.


Vårskærmen er også i forårshumør.


Fritillaria Uva Vulpis har fået et væld af blomster,


og dens naboer stråler om kap med forårssolen.


Alt i alt har rigtig mange planter besluttet, at det er forår.
Det må da være meteorologerne der har regnet forkert. Ikke?

Hav det godt derude.