Buske i haven og flere stenbedsplanter.

Da haven ikke er så stor, har jeg valgt ikke at plante nogle træer. Men det er nok det eneste faste princip fra starten af. Efterhånden som det viste sig hvilke steder, der var specielt fugtige, tørre eller lune, har jeg valgt planterne efter det. At det efterhånden er blevet til en "en af hver" have, var ikke planlagt fra starten. Men hvorfor købe to ens, de kunne jo bare deles. Når man så står på planteskolen og får øje på en smuk, sød eller spændende plante, er det fristende at købe, og jeg er tit - når jeg har været kørt for at købe planter til et bestemt hjørne - røget i med begge ben og har impulsivt købt planter, der kræver nogle helt andre betingelser. De fleste planter i haven er enten stauder, stenbedsplanter eller løg, men der er også nogle få blomstrende buske og lidt stedsegrønt imellem, for selvfølgelig skal der også være noget grønt til at give ro, og noget der giver struktur og højde.
Nogle af buskene hører til stenbrækfamilien der, som navnet antyder, også indeholder en hel del stenbedsplanter. Stenbed hænger i vores have sammen med sol. Nogle af stenbrækfamiliens arter er tørketålende, men der er også en del, der foretrækker fugtighedsbevarende eller fugtig jord.

Astilbe arendsii "Brautschleier" hører til i den del af haven med fugtig jord. Jeg er ikke så heldig, at vi har vand i haven, så astilben har fået den næstbedste plads, hvor den må nøjes med halvskygge, for at jorden skal kunne holde på fugtigheden længst muligt. Det kan variere lidt hvornår, den blomstrer, men de fjeragtige blomsterstande springer typisk ud midt i juli og står til midt i august. Den foretrækker en let jord med kompost og let sur reaktion. Man kan gøde med svovlsur ammoniak og svovlsur kali.

Kæmpestenbræk Bergenia cordifolia "Rotblum". Arten stammer fra Mongoliet og Sibirien. Den blomstrer fra midt i april og det meste af maj måned. Den trives bedst i letmuldet lerholdig jord i halvskygge, men kan også gro både i sol og i skygge. Får den for megen sol, risikerer man. at bladene bliver svidt. De gror hurtigt til. Deling og omplantning er bedst i august eller september.

Kæmpestenbræk Bergenia hybrid "Bressingham White". Denne kæmpestenbræk, som jeg holder meget af, starter nogle år med at blomstre allerede i starten at april, og blomsterne er mere end et år blevet svidt af nattefrosten. Nu har jeg sat et stykke af den om på nordsiden af huset i håb om, at den der venter med at blomstre, til frosten er overstået. Lige som "Rotblum" fortsætter den blomstringen det meste af maj.

Stjernetop (Deutzia magnifica) er meget rigtblomstrende. Når vi er kommet lidt ind i juni springer alle de smukke blomster ud og holder som regel til hen midt i juli. Den trives i sol i almindelig næringsrig muldjord uden for meget ler. For at holde den ung og undgå at den bliver alt for "riset" er det en god ide at skære de ældste grene helt ned efter afblomstring.

Til venstre Alunrod Heuchera brizoides "Pluie de Feu" og til højre Heuchera micrantha "Palace Purple". "Pluie de Feu"s klare blomster lyser fint op i halvskyggen fra starten af juni til langt ind i juli. Jeg har lige flyttet den i efteråret, fordi blomsterstænglerne var slemme til at knække af ved roden. Måske der var lidt vind, der hvor den stod. "Palace Purple" har jeg mest købt for bladenes skyld. Den giver en fin kontrast til dagliljens gule blomster.

Til venstre Heuchera sanguinea "Fackel" og til højre "Silverlight".
"Fackel" var den første jeg købte for snart ti år siden. Den har været delt og flyttet flere gange og har blomstret flittigt alle årene fra sidste halvdel af maj til langt hen i juli. Jeg tror, at det er gået andre som mig. Når først man har en alunrod, kommer der flere til. Der findes en del arter og sorter af alunrod, som hver især udmærker sig enten med en masse små kønne blomster på de spinkle stilke eller med en helt fantastisk løv i skønne farver. "Silver Light" er en af mine favoritter. Det er nok omkring fire år siden, at jeg købte den, og den bliver kønnere og kønnere med sine mørke blade med de sølv-agtige skygger og rosa blomster som springer ud i starten af juni og fortsætter resten af sommeren. Generelt foretrækker alunrod en let, næringsrig, basisk og fugtig jord med et godt dræn, så den ikke står for vådt om vinteren. De trives i både sol og halvskygge.

Klatre hortensia Hydrangea anomala kan gro i sol, halvskygge eller skygge. I starten havde den hæftet sig direkte på det skur, som den står op af. Da vi ville male skuret, måtte vi lempe den fri af træet. Det fik den til at gå lidt i stå. Nu har den fået et espalier at hæfte sig til. Den er i god vækst igen, og jeg glæder mig til, at den kommer til at fylde lidt mere. Den har ikke været særlig villig til at blomstre, men jeg regner med, at jeg bare skal have tålmodighed lidt endnu.

Denne er den første hortensia, jeg købte. Det har vist sig, at den er hårdfør og har det smukkeste røde efterårsløv. Men etiketten var ikke den rigtige, så jeg ved ikke, hvad den hedder. Til gengæld blomstrer den flottere og flottere for hvert år fra omkring første juli til hen i oktober.

Hydrangea macrophylla "White Ball" lever fint op til sit navn. De smukke hvide blomsterstande springer ud i løbet af juli og holder til langt hen i september. Hortensia trives i sol eller halvskygge i en humusrig, dybmuldet og veldrænet, sur jord. De kræver fugtig jord og en del vand i vækstperioden.  Jeg plejer at gøde med samme gødning, som rhododendronerne får, og dække med grangrene, når juletræet er blevet klippet i stykker. Når der ikke længere er risiko for frost, bliver de døde grenspidser klippet af.

Det er vel lidt snyd at vise fotoet af Havehortensia Hydrangea paniculata "Phantom", som jeg tog, da den var nyplantet, men den fik det lidt tørt sidste sommer, så da var den ikke så pyntelig. Den kommer fint igen, så den nåede heldigvis ikke at tage skade. Den kræver til forskel fra de to første ikke sur jord. Den trives i sol i almindelig, næringsrig og fugtig havejord.

Uægte jasmin eller pibeved Philadelphus vir. "Schneesturm". Uægte jasmin blomstrer bedst i fuld sol, men tåler en del skygge. De er hårdføre, vokser hurtigt til og tåler en del blæst. De skønne fyldte blomster springer ud midt i juni og holder en måneds tid.

Denne uægte jasmin, som jeg ikke kender navnet på, stod nede bag i haven, da vi flyttede ind. Jeg skriver stod, fordi det egentlig var meningen, at den skulle have været fjernet. Den blev også skåret helt ned til jordoverfladen, men af en eller anden grund fik vi aldrig fjernet roden helt, så den begyndte at skyde igen. Nu får den lov til at blive stående, selv om den formodentlig kommer op i de tre fire meters højde, som den naboen har lige inde på den anden side af hækken. Det ville næsten være synd at fjerne den nu, når den har kæmpet sig tilbage og i øvrigt dufter skønt.

Der findes mange arter af saxifraga, så det er en oplagt plante for samlere. Her er det mos-stenbræk Saxifraga ared. "Peter Pan", som de fleste sikkert har eller har haft i haven. Saxifraga arendsii  er ikke en egentlig art, men er fremkommet ved forædling.  Den trives i en ikke for varm, men veldrænet fugtighedsbevarende jord i sol eller halvskygge i stenbedet. Den blomstrer fra midt i maj til midt i juni.

Saxifraga x arendsii "Gaiety" købte jeg først sidste år. Jeg synes at den er rigtig sød, når den står med sine rosa blomster fra begyndelsen af maj til midt i juni. Den trives på en lys til solrig plads.

(Saxifraga caespitosa) "Findling". Den foretrækker en ikke for varm plads i sol. Her står den frodigt på nordsiden af en sten i stenbedet og blomstrer fra sidst i april og kan blive ved med at have nogle få blomster til helt hen i juli.

Sølvstenbræk (Saxifraga callosa var. Lantoscana). Arten findes spredt ud over de sydvestligste alper ud mod Middelhavet, i de Liguriske alper, i Appenninerne, Sardinerne og på Sicilien, hvor den vokser på kalkklipper i 500 - 2000 meters højde over havet. De hvide blomster på de høje smidige stilke springer ud omkring første juni og blomstrer til hen i anden halvdel af juli. Den foretrækker sol.

Høst-stenbræk (Saxifraga cortusifolia var. fortunei). Arten stammer fra Japan og Kina. Den foretrækker humusrig og fugtighedsbevarende jord i halvskygge. I modsætning til de andre stenbræk blomstrer den som navnet også hentyder til først i oktober måned.

Bjergfrue (Saxifraga cotyledon "Southside Seedling"). Arten vokser ud over i Pyrenæerne og i Alperne - hvor den kan findes i op til 2600 meters højde - også i Skandinavien og på Island. Den foretrækker fugtige klippespalter. Jorden skal helst være kalkfattig og fugtig. Kan vokse i sol eller halvskygge. Det første år fik den ingen blomster, men sidste år sendte den to stilke op, som i slutningen af maj sprang ud med en overdådighed af smukke hvide blomster med karminfarvede pletter på kronbladene, som stod til hen i midten juni måned. Den kunne godt gå hen og blive en af mine yndlinge.

Nålestenbræk (Saxifraga Elizabethae) er en krydsning mellem Burseriana og Sancta. Den trives i sol eller halvskygge og skal have et godt dræn. Det er den tidligste af de stenbræk, vi har i haven. Den har - et enkelt år allerede i sidste halvdel af marts - fået de første blomster. I øjeblikket står den med knopper på stilkene, som ikke er begyndt at strække sig endnu. Så hvis det lune vejr fortsætter, bliver det måske endnu tidligere i år. Blomstringen slutter typisk i starten af maj.

Rød stenbræk (Saxifraga oppositifolia) "Ruth Draper". Arten vokser på åbne stenede områder med græs og moræne i fra 1600 - 4500 meters højde. Den findes udbredt over et stort område, som breder sig fra Alperne over mod Sibirien og Kasmir. Den findes også i Norden. Den kræver en veldrænet, kalkholdig jord og sol eller halvskygge. Fotoet er fra, da den var helt ny i haven og det skyldes, at sidste års blomstring næsten udeblev. Nu tror jeg godt, at jeg ved, hvorfor det gik sådan. For at der ikke skulle blive for varmt, plantede jeg den nemlig, så jeg mente, at sommerfuglebusken ville give lidt skygge. Men dén var skåret tilbage på det tidspunkt, så en lille regnefejl betød, at den lille stenbræk fik meget mere skygge end planlagt. Den blev flyttet sidste år, men da var skaden allerede sket, sandsynligvis fordi blomsterne dannes i sensommeren og om efteråret året i forvejen. Så nu glæder jeg mig til tredie sæson. 

Sølvstenbræk Saxifraga paniculata "Alba". Arten er udbredt fra Alperne, Pyrenæerne, Appenninerne, Karpaterne, over til Balkanhalvøens bjerge. Den findes også i Norge og på Island. Den er glad for en lys, men ikke for varm plads. Den vokser på kalkholdige klipper med tyndt humuslag, i græsbevoksede områder og i klipperevner i op til 3400 meters højde, og foretrækker derfor en veldrænet, kalkholdig jord i sol eller halvskygge. Den er meget resistent over for tørke og kulde. Overskud af kalk udskilles af kirtler i kanten af bladene. Den blomstrer fra i starten af maj og til lidt ind i juni.

Porcelænsblomsten her har jeg ikke noget navn på. Den hører måske ikke til i staudebedet, men jeg synes at den og bonderosen klæder hinanden så smukt.

En anden porcelænsblomst som jeg har fået forærende og derfor heller ikke har noget sortsnavn på. Porcelænsblomst foretrækker en kalkholdig, veldrænet jord. De trives i både sol og halvskygge, men bryder sig ikke om meget tør jord. Både den og porcelænsblomsten oven over blomstrer fra midt i maj og en måneds tid frem.

Til venstre er det Saxifraga urbium "Elliotts variety", som jeg først købte sidste år. Når det bliver til at plante igen, skal den hen at stå sammen med chokoladeblomsten (hvis jeg da får dén til at skyde igen).
Til højre - som den sidste - Saxifraga urbium nanum var., som er ny i haven. Den er plantet som bund for pagodebusken Enkianthus campanulatus "Ruby Glow", som jeg også købte sidste år. Jeg er spændt på, hvordan det virker om nogle år, men jeg har en ide om, at det bliver godt.

Hav det godt derude.

Blomster i haven året rundt.

Lyder det ikke forjættende. I dette milde decembervejr står der nu påskeklokker og blomstrer i haven, og julerosen og den franske anemone er ved at springe ud. De hører alle tre til ranunkelfamilien, som er en familie med mange elskede slægter, der gennem generationer har prydet staudebede og bunden i busketter i haverne. De fleste er urter, men klematis hører også ind under. Blomstringen hos de enkelte af familiens slægter er stort set fordelt ud over hele året. En del af dem er giftige.

Alle arter af venusvogn eller stormhat Aconitum er meget giftige. Det er en statelig plante, som det ikke er nødvendigt at binde op. De trives bedst på en lidt fugtig, næringsrig og gerne kalkholdig dybmuldet jord i halvskygge. Der skal være et godt dræn, fordi de ikke tåler at stå for vådt om vinteren. De kan formeres ved deling om foråret. Den blå til højre stammer fra min farmors have. Til venstre er det Aconitum cammarum "Bicolor".

Vinteradonis Adonis amurensis er en køn lille forårsbebuder som stammer fra Manchuriet. Den kan afhængig af hvor længe sneen bliver liggende starte med at blomstre i begyndelsen af marts og til hen i april. Den trives i en almindelig kalkholdig havejord. Blomsten er smukkest i sol, da den åbner sig efter lyset, men de tåler også halvskygge. Voksestedet skal være veldrænet, men den kræver en del fugtighed i vækstperioden. De kan omplantes lige efter afblomstringen, hvor de stadig er til at finde - de visner nemlig helt ned om sommeren - men de foretrækker at blive stående det samme sted, når de en gang er etableret.






Der er i det hele taget ikke mange planter, jeg ikke bryder mig om, men anemonerne hører til mellem mine yndlinge. De fleste af dem er graciøse, og så er vores hjemlige hvide og gule anemoner næsten blevet et symbol på, at nu er foråret kommet for at blive, fordi de blomstrer, når træerne får deres små spæde blade og naturen viser sig fra sin smukkeste side.

I efteråret lagde jeg nogle Balkan anemoner Anemone blanda "Atrocoerulea". Dem glæder jeg mig meget til. Arten stammer fra Grækenland og Tyrkiet. De trives i en veldrænet, varm, muldrig, kalkholdig og relativ næringsrig jord på en beskyttet plads helst med fuld sol. Deres blade skal have lov til at visne helt ned inden de fjernes. De bør vinterdækkes.

Fransk anemone Anemone coronaria (de Caen) i haven den 14. december. Til højre et foto fra midt i maj hvor den blomstrede i ca. tre uger. Arten stammer fra det østlige Middelhavs-område, hvor de vokser på marker, overdrev og tørre bakker. Den franske anemone trives i almindelig havejord på en varm plads i sol og læ. Knoldene er som regel tørret noget ind, når man køber dem og må lægges i blød i et halvt døgn inden de lægges i september.

Til venstre høstanemone Anemone hupehensis var. japonica "Honorine Jobert" og til højre "Königin Charlotte". De foretrækker en let, dybmuldet, veldrænet og velgødet bladjord i let skygge og læ. Derfor er de kommet ned bag i haven tæt på plankeværket, som kan give dem lidt skygge og læ mod vest, og hvor de visne blade tit samler sig om efteråret. De tåler ikke stående fugtighed om vinteren. Ældre planter kan deles i april.

Vores hjemlige anemone den blå anemone også kaldet blåsimmer Anemone hepatica, syn. Hepatica nobilis og syn. Hepatica triloba kan nogle år stå med friske blade om vinteren. De nye blade kommer først frem efter blomstringen. Den trives i næringsrig, lermuldet og kalkholdig jord, som gerne må være lidt fugtig. Dens frø transporteres rundt af myrerne, og hvor den trives, sår den villigt sig selv. Den kan deles sidst på sommeren. På grund af sit indhold af protoanemonin er den svagt giftig.

Hvid anemone Anemone nemerosa, som breder et smukt hvidt tæppe ud over skovbunden lige inden bøgen springer ud sidst i april eller først i maj, trives i muldrig jord. Den indeholder de giftige stoffer anemonin og protoanemonin.

Gul anemone eller gul simmer Anemone ranunculoides er ikke helt så udbredt, som den hvide. Den trives på muldrig, let fugtig skovbund. Den indeholder det giftige protoanemonin og saponiner.

Langsporet akeleje Aquilegia caerulea. Øverst til venstre "Blue star" og til højre "Crimson star". Nederst til venstre "Musik". Arten caerulea stammer fra Nordamerika. Akeleje trives bedst i let skygge på en muldrig bladjord, skovjord eller let havejord, som ikke tørre helt ud. I for megen skygge blomstrer de ikke så meget. De starter med at blomstre i slutningen af maj og kan blive ved til slutningen af juli. I tørre perioder skal de eventuelt vandes. De langsporede sorter kan være lunefulde og pludselig dø bort. Står de for indelukket kan de angribes af meldug. September er et godt tidspunkt at plante om i.

Der fulgte vist nok en etiket med, da jeg købte den gule akeleje, men den er forsvundet, så jeg har ikke noget navn på den. Den blomstrer fra slutningen af maj til begyndelsen af august.

Aquilegia vulgaris "Rubi Port", som blomstrer fra slutningen af maj til begyndelsen af juli. Arten vulgaris vokser i Vest-, Mellem- og Sydeuropa, både i lavlandet og i bjergene i op til 2000 meters højde. De krydser sig livligt mellem hinanden og får mange kønne pastelfarver. Selv om de hurtigt drysser, når de bliver sat i en buket, er det svært at stå for fristelsen.

Sølvlys Cimicifuga ramosa "Chocoholic" købte jeg først sidst på foråret, så den er ikke så stor endnu. Jeg havde en anden art for nogle år siden, men den nåede desværre ikke at blive så gammel, så nu håber jeg, at det går bedre denne gang. Midt i september satte den disse smukke blomster. Arten ramosa stammer fra Kamtjatka-halvøen. Den foretrækker en fugtig humusrig jordbund og skal helst stå i halvskygge. Den er en god biblomst.

Øverst til venstre Clematis "The President". Til højre "Multi Blue" som jeg købte forrige år. Nederst Pink Fantasy". "The President" står ud mod øst i læ af en gedeblad og har altid groet godt og blomstret meget. Men "Pink Fantasy" har drillet og fik visnesyge, der hvor den stod, så i april blev den flyttet ned bag pæonerne, som giver skygge til rødderne. Så håber jeg bare, at den begynder og trives, så vi igen kan nyde dens smukke blomster. Når den har det godt kan den blomstre hele juni og juli.

Staudeklematis Clematis recta er heller ikke så gammel endnu. Den trives bedst på en jord med masser af organisk materiale. Lige som andre klematis, skal den have skygge ved rødderne. Den får kønne små blomster fra slutningen af juni til midt i juli.

Ridderspore Delphinium pasific "Black Knight" er også en af de planter, som jeg hvert år nyder, når den står i fuldt flor fra midt i juni til sidst i juli. Den skal helst have tilskud af kvælstof og kali i foråret og foretrækker humusrig og fugtighedsbevarende jord i fuld sol. Hvis det er nødvendigt at plante den om, er det bedst i september. De lange blomsteraks er tunge, og det er derfor nødvendigt at binde den op.

Kinesisk ridderspore Delphinium grandiflorum "Blauer zwerg" står med sine meget blå blomster fra sidst i juni til slutningen af august. Arten grandiflorum er en af forældrene til de høje ridderspore. Den kan klare sig på en mere mager jord end dem og kan så sig selv, men ikke mere end, at det bare er med til at forny planten, som kan være kortlivet.

Jeg er ikke sikker på hvilken art erantis det er, som står i haven. Den almindelige erantis - som i mange haver danner smukke gule tæpper mellem havens træer - stammer fra de Sydeuropæiske bjergegne. De kan vokse i næsten al slags jord, men de foretrækker en dyb, humusrig bladmuld, så det er en god ide ikke at rive alle de nedfaldne blade væk fra dem i efteråret. De skal have fugtig jord om foråret.

Det er aldrig lykkedes at få et godt foto af julerosen. Til højre Helleborus niger som næsten har foldet årets første blomst ud den 14. december. Nede mellem bladene er der mange flere på vej. Til venstre et foto fra sidste vinter hvor frosten ødelagde bladene. Arten vokser i de østlige, nordlige og sydlige alper, i Appenninerne og på Balkan, i lysninger i bøgeskov eller sammen med bjergfyr og Erica carnea i op til næsten 2000 meters højde. Juleroser kan blive op til 25 år gamle og trives i porøs, ikke for tør kalkholdig muldjord i halvskygge. Det er en god ide at gøde en gang i mellem med kalksalpeter. De kan ikke lide stående vand ved rødderne, så jorden skal være veldrænet. De indeholder digitalis-glykosider og alle dele af planten er giftige.

Til venstre en frøplante af Helleborus. Til højre "Red Lady".

Denne påskeklokke stod i haven, da vi flyttede ind, så jeg har ikke noget navn på den. Fotoet er fra den 14. december. Det svinger en del, hvornår den starter med at blomstre. Nogle år når den at blomstre lidt inden sneen og frosten bremser den, for så at fortsætte og blive ved til starten af maj.

Denne påskeklokke stod også i haven. Den venter som regel med at blomstre til fra midt i marts eller starten af april og frem til starten af maj.

Jomfru i det grønne Nigella damascena. Arten vokser på marker, overdrev og tørre bakker i Middelhavslandene. Det er en meget nøjsom enårig plante, der trives i en let jord i fuld sol. Frøstandene kan tørres til dekorationer. Hvis ikke alle planterne starter med at gro samtidig, kan man have blomster fra midt i juni og lige til frosten kommer. Den sår sig selv, så jeg plejer at klippe de fleste frøstande af efterhånden og bare gemme lidt til nye planter året efter.

Kobjælde Pulsatilla "Røde klokke" og

Pulsatilla vulgaris "Alba" blomstrer fra slutningen af april til starten af juni, og er nok de tidlige stauder, jeg holder mest af.

Pulsatilla vulgaris. Arten vokser på heder og tørre enge og blandt andet i Danmark på sandede marker og bakker. Den trives bedst i en let veldrænet, kalkholdig jord i fuld sol.

Guldknap Ranunculus acris "Multiplex" foretrækker halvskygge og fugtig humusrig jord. Den blomstrer fra slutningen af maj til hen i starten af juli.

Akeleje-frøstjerne Thalictrum aquilegifolium "Gold Lace" som står med sine karakteristiske gule blomster fra slutningen af juni til hen midt i juli, trives bedst på fugtig og humusrig jord i sol eller halvskygge. Jeg købte den i forsommeren, og da den i vækstperioden skal den have en del vand, har jeg jævnligt måtte vande i den tørre sommer, vi har haft, men den kræver et godt dræn, så der ikke står vand efterår og vinter. Det er en god ide at vinterdække med visne blade.

Viol-frøstjerne Thalictrum delavayi. Viol-frøstjerne som blomstrer fra starten af juli og et godt stykke ind i august er skyggetålende og trives bedst i en fugtig, veldrænet, næringsrig, sur jord. Den skal først klippes ned om foråret.

Som rosinen i pølseenden kommer Engblomme Trollius cultorum "Orange globe", som har blomstret meget bedre i år end tidligere. Den foretrækker en fugtig, næringsrig muldjord, men der må ikke stå vand over planten i efterårs og vinter månederne. Hvis jorden er for tung, kan man blande op med spagnum. Den blomstre bedst i fuld sol. Hvert 3. eller 4. år bør den plantes om efter blomstring i juli eller august.