Sider

søndag den 18. januar 2015

Havefoto fra året der gik. 


Mens vi venter på den vinter, der måske kommer nu, fandt jeg lige lidt billeder fra 2014. Nogle af dem har I måske set før, men jeg håber, at det går alligevel. 

Julerose 27. december 2013
Vinterjasmin

Vinter jasminen startede med at springe ud den 23. januar, men jeg har ikke fået noteret, hvornår billedet er fra. Måske fra starten af marts. 

Krokus 23. februar
Ukendt kalkkarse 21. februar


Lyserøde hyacinter ca. 20. marts
Peberbusk 16. marts



Forårsbed 6. april
Iris "Pastel Charme" 30. april



















                                                     
Træpæon "Zhu Sha Lei" 3. maj
Iris "Superstition" 23. maj



















Admiral 10. juni
11. juni


Lilje "Avocado" 11. juli
Stormhat og lampepudser 16. juli.



















Stolt kavaler starten af august
Ballonklokke starten af august

Opret skovranke 4. september


















Montbretia omkring 10. september
Chrysantemum 16. oktober







Og som rosinen i pølseenden denne vinterasters, som jeg ikke har noget sortsnavn på, men som har jeg kendt, al den tid jeg kan huske. De første blomster sprang ud 15. oktober, så den har jeg valgt som repræsentant for november.














Hav det godt derude.


onsdag den 14. januar 2015

Tilbage til normalt januarvejr


I week-enden i et øjeblik hvor regn og blæst holdt en lille pause, var jeg lige en tur rundt i haven og glemte for en tid, at vi kun var nået til 11. januar. Man kan blive helt høj, når man ser, hvordan de små spæde planter titter frem fra den våde og kolde jord.
Indlægget som jeg optimistisk begyndte at skrive og ikke nåede at få udgivet i søndags, får i så nu med en del ændringer i teksten, for nu siger meteorologene til kulde fra Sibirien. Det måtte jo vende. Så i den kommende week-end skal jeg ud og have klippet juletræet i stykker, så jeg kan vinterdække. Godt at vi ikke fik smidt det alt for langt væk.

Adonis amurensis ventede da heldigvis med at folde blomst og blade ud til "Egon" var faret forbi. Jeg håber så ikke, at der er flere af den slags "voldsomme drenge" på vej. Sidste år snød den mig for blomstring, Nu må vi så se, hvad den mener om frost, for sne har vi ikke noget af, selv om det dryssede et øjeblik i dag. 

Anemone "Blue shade" er fra sidste år. Den var jeg i et øjebliks opstemthed glad for at se igen. Men uden vinterdækning tror jeg ikke, at den holder til, at det pludselig bliver vinter.
Helleborus lividus er også fra sidste år. Jeg har læst et sted, at den helst skal vinterdækkes, men med alle de knopper og det milde vejr, som vi har haft indtil nu, havde jeg trukket tiden. 
Den lille primula har været flittig siden lidt før jul.
Og denne påskeklokke, som på en mere solrig plads plejer at være lidt kraftigere i farven, har også haft travlt på det seneste. Da jeg fik set hvor langt den var fremme, var jeg på vej ind efter en saks for at fjerne bladene, som desværre ikke er sygdomsfri. Nu får de alligevel lov til at sidde lidt endnu, selvom de nok smitter de nye blade.

Så langt er det jo næsten som normalt i en mild vinter periode.

Men Iris "Spirit of Memphis" har da taget helt forkert bestik af situationen. De første erantis er kun ved at bryde jordskorpen, og vintergækkerne er heller ikke særlig langt fremme. Godt at det kun er et af skudene, der har så travlt.



Hav det godt derude.




onsdag den 24. december 2014






  



I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår. Jeg glæder mig til at følge med på alle Jeres spændende og interessante blogs i 2015.

Hav det godt der ude.

søndag den 19. oktober 2014

Ind til mere tørre og lune omgivelser.


Når sommertiden er ved at slutte, og urene og havemøblerne skal sættes tilbage, flytter jeg også de sidste sukkulenter og kaktusser ind fra have og drivhus igen. De har rigtig nydt sommerhalvåret ude i den lange, varme og solrige sommer.



Efter lidt surfen rundt på nettet mener jeg, at den her hedder Crassula undulatifolia "Blue Bird". Den har stået ude i drivhuset fra starten af maj og kom nok ind for cirka tre uger siden. Nu kvitterer den for sommerferien med en masse fine små knopper, som snart springer ud. Blomsten er lyserød og minder om blomster i stenurt, som den også er en fjern slægtning til.



En kaktus som jeg har fået forærende, og som jeg ikke har noget navn på, har også stået i drivhuset og sat fine knopper.



Det er ikke så tydeligt på fotoet, men denne fine lave kaktus - som har stået ude i bedet sammen med de andre kaktus, indtil det begyndte at regne vedvarende for snart fjorten dage siden - har sat en forsigtig lille knop. De sidste fjorten dage har den stået på terrassen og tørret lidt. Vi købte den i foråret, så jeg glæder mig til at se, når den springer ud.





















En anden ny kaktus som det slet ikke var nemt at få et tydeligt foto af. I får det lige fra to vinkler så det måske er til at finde den grønne blomst.



Måske har I set de fine blomster før, for fotoet er fra 27. maj sidste år. Den har også blomstret i år, men jeg fik ikke taget noget foto.



Er det ikke bare imponerende. Denne smukke blomst fra den 7. juni er større end kaktusen. Desværre holden blomsten kun cirka 24 timer. Som regel springer den ud et sted mellem klokken otte og ni om aftenen, og næste aften er det slut. Heldigvis kommer der somme tider flere knopper.

Hav det godt der ude.


torsdag den 16. oktober 2014

Det er ganske vist.


Selv om efteråret ikke har vist sig fra sin værste side her endnu, kan vi alligevel ikke komme uden om, at vi er midt i det.




















Det vil sige fuksia´erne har ikke opdaget det endnu. Faktisk er den rød / lilla først startet med at blomstre for tre uger siden. Egentlig havde jeg helt opgivet at den ville blomstre i år.




















Og Hosta "Hadspen Hawk", som jeg først har plantet i år, havde jeg bestemt ikke forventet at se i blomst på denne årstid. Men det ser ud til, at den har besluttet sig for at springe ud en af de nærmeste dage. Spændende. Er det mon helt efter reglerne?
En som bedre har fulgt med i årstidernes skiften er denne lille stenbedsplante til højre med det pudsige navn kinesisk narrehat (Orostachys iwarenge),






















I staudebedet er der også meldt efterår, selv om den røde røllike har fået sin forsommer kulør igen efter, at den har været klippet ned, og vi har fået noget regn. Men det er mere regelen end undtagelsen.
Måske kan nogen huske, at jeg for et par år siden købte en Viburnum tinus "Spirit", som jeg - efter adskillige overvejelser og råd fra Lisbeth fra "Høneballehaven, tror jeg det var - valgte at plante direkte ud i haven, selv om jeg var lidt nervøs for, om den var vinterhårdfør nok. Det er gået rigtigt fint. Den fik ganske vist en lidt kedelig facon efter den første vinter, men nu er den bare så fin med sine blåsorte frugter og næste års blomsterknopper.

Hav det godt derude.


onsdag den 15. oktober 2014


En lang sæson nærmer sig enden.


Der var en enkelt blomst i "Corky" i går, og der er stadig knopper, der titter frem nede mellem "Stella de Oros" efterhånden visne blade, men det synger unægteligt på sidste vers for dagliljerne for i år, hvor de har blomstret overdådigt. 

Der findes et utal af sorter, og med forskel i farve, højde, blomsterstørrelse og blomstringstidspunkt kan man næsten altid få en daglilje til at passe ind i bedet, og selv om hver enkelt blomst kun holder en enkelt dag er de gode til afskæring. 

Dem der har kigget med på bloggen ved, at her i haven bliver de flere og flere. Nogle af dem har efterhånden stået i det samme bed i over fem år, og jeg bliver nok snart nødt til at begynde at dele nogle af de ældste. De kan plantes ud hele sommeren lige undtaget i blomstrings-perioden, men jeg får nok ikke plantet dem om før til foråret. 

Generelt trives dagliljer i en alkalisk, næringsrig og fugtig jord i sol eller halvskygge. Vi har måttet vande i den tørre sommer vi har haft, men alligevel har de nået at få nogle visne blade.  


Denne daglilje, som jeg tiggede mig til, længe inden jeg blev konfirmeret, har i mange år stået og vokset sig enorm i min mors have. Nu har jeg fået en stump af den til en af mine bare pletter. Det må være Hemerocallis fulva, som stammer fra Asien, hvor den vokser fra Kaukasus til Himalaya, Kina, Korea og Japan. I år startede den med at blomstre i slutningen af juni til hen midt i juli. Den er pågroende og findes mange steder forvildet fra haver. Lige som påskeliljen kan man - når man kører ned af de små veje - støde på den i grøftekanten som en påmindelse om, at der har der engang ligget et hus. 


Daglilje; Hemerocallis Lilioasphodelus (Flava) til venstre har en dejlig duft. Arten stammer fra Syd-, Sydøst- og Mellem-europa, hvor den vokser i enge og græsmarker. Den blomstrer typisk samtidig med haveiris i slutningen af maj og til et stykke ind i juni.
Daglilje; Hemerocallis hybrid "Apricot" til højre har en fin duft og blomstrer også som en af de første fra slutningen af maj og til et stykke ind i juni.  


Efter at Apricot var færdig med at blomstre tilbage i 2012, og jeg ville klippe de afblomstrede stængler væk, fik jeg øje på denne ikke rigtigt udviklede blomst. Det som især fik mig til at lade være med at klippe den af var det lille blad, som stikker ud lige under blomsten. I stedet bukkede jeg stænglen ned i håb om, at den satte rødder.
Ca tre uger senere så det ud til, at skuddet havde fået rodfæste.
På sidste foto som er fra midten af juli 2013 er den et år gammel. Den gror stadig fint. Jeg har læst et sted at de først blomstrer tredie år. Så jeg venter spændt på forsommeren 2015.

"Black Stockings"  har vi først købt i år.  Det er ikke meningen, at den skal blive stående der, hvor den står nu. Muligvis flytter jeg den ned ved siden af en smalbladet klokke, som godt kunne bruge lidt at støtte sig til.  

































I følge etiketten hedder den smukke daglilje til venstre "Chicago Sunrise". Men jeg er blevet lidt i tvivl efter at have set foto af "Chicago Sunrise" andre steder. Den har samme højde og samme blomsterstørrelse som Corky til højre. Den har dog knap Corky`s korkagtige tekstur i blomsten og støvknapperne er ikke samme farve. De springer ud i første halvdel af juli måned og blomstrer i en måneds tid.




















"Final Touch" til højre er den af vores dagliljer, der springer sidst ud. I år sprang den ud 19. juli, men som regel venter den til omkring 1. august. Det betyder at den kan holde blomsterne længere. Den har før haft blomster helt hen til slutningen af oktober.
"Frans Hals" til højre er et festfyrværkeri i gul og orange. Den springer ud i første halvdel af juli og blomstrer en måneds tid.

                                                

"Gentle Shepherd" til venstre ser ude i solen ud til at være hvid. Først da jeg tog den med ind i en buket, lagde jeg mærke til, at den har et svagt lysegult skær. Den blomstrer fra midt i juli.
"Glacier Bay" til højre var en af de første jeg købte og bestemt en af mine yndlinge. Den er med sine mindre blomster og tyndere stængler meget graciøs og også meget blomsterrig. Den blomstrer fra sidste halvdel af juni og fire til seks uger frem.





















"King Georg" til venstre er den af dagliljerne i haven, der har de største blomster. Den blomstrer fra første halvdel af juli og en måned frem.
"Little Bumble Bee" til højre blomstrede utroligt meget sidste år. I år gik der desværre nogle insekter i en del af knopperne, og den har også lidt under tørken, men jeg er sikker på, at den kommer stærkt tilbage næste år. Den blomstre fra første halvdel af juli og en måneds tid frem.

                 
"Lynn Halle" til venstre er også en af mine yndlinge. Den kom for alvor i gang sidste år, efter at jeg flyttede den frem, hvor der er lidt mere vand og lys. Den har også blomstret utroligt flot i år. Allerede den 10. juni sprang den første blomst ud, og den havde først sin sidste blomst midt i august.
"Pink Damask" hører blandt andet på grund af placeringen til de senere. Den venter som regel med at springe ud til sidste halvdel af juli og står til et godt stykke ind i august.




















Til venstre er det "Sammy Russel", der med sine enkle rustrøde blomster giver et naturligt look. Den starter blomstring midt i juli og blomstrer en måneds tid.
"Strawberry Candy" til højre har kraftigere stængler, bredere blade og en blomst som passer fint til navnet. Den springer ud næsten samtidig med "Sammy Russel", men kan afhængigt af året have en længere blomstring.               
     
   
"Stella de oro" til venstre er en lav daglilje. Den drillede et par år og ville ikke blomstre, men nu er den bare så fin igen og har blomstret det meste af sommeren.
Foto af "Summer Wine" til højre yder den ikke meget retfærdighed. Den har en meget flottere farve i virkeligheden.
                                                     

Denne daglilje, som jeg er rigtig glad for, har jeg ikke noget sortsnavn på. Den blomstrer fra sidste halvdel af juni og en måneds tid frem.















"Wild Horses" som vi købte i foråret og "Ed Murray" og "Forgotten Dreams" som vi "kom til" at købe på plantemarked i starten af august, selv om vi næsten havde besluttet, at nu måtte det være godt, har jeg ikke noget billede af endnu, men jeg glæder mig til, at de springer ud til næste sommer.

Hav det godt der ude i det milde, men våde oktobervejr.