Den danske flora flytter ind.
Findes der noget skønnere end et skovbryn i april eller maj, eller en grøftekant hen over sommeren, for ikke at tale om en eng med de planter, der der finder lige de livsbetingelser, som de er afhængige af. Jeg har svært ved at komme i tanke om noget. Nåh ja det skulle da være et stykke af heden eller mose eller strand. I kan sikkert selv fortsætte. Mange af de planter kan heldigvis også klare sig under mere kontrollerede forhold. Lidt afhængig af hvordan huset ser ud, og hvad hus og have grænser op til, kan man - som mange efterhånden gør - vælge planter og sammensætte bedene, så de får et mere, vildt, utæmmet og naturligt look. Indrømmet. En del af de planter der vokser naturligt her, har ikke lært begrænsningens kunst, men der er også nogle, som jeg gerne vil inviterer ind bag hækken.
I min første have (måske i ti eller tolvårsalderen) plantede jeg blandt andet hvid okseøje (leucanthemum vulgare) en plante som landmændene - så vidt jeg husker - ikke brød sig om. Men køn er den, når den står sammen med kornblomster og de røde valmuer. En anden køn lille blomst, som jeg desværre ikke har set de sidste mange år, er blåklokke eller liden klokke (campanula rotundfolia). Den hvide okseøje kunne jeg godt finde på at genindføre i haven. Jeg tror den ville være fin sammen med nogle af de mere spinkle dagliljer. Bare en ide.
Græsser og bunddække er ikke nemt at komme udenom, når der skal vælges planter til havens bede. En af de græsser som jeg altid har syntes er smuk er hjertegræs. Jeg har plantet en nede bag i haven, hvor den er rigtig fin sammen med løvefod og den gulgrønne nellikerod Lemon Drops. Jeg troede at jeg havde et foto af dem sammen, men det må I have til gode. Det er meningen at nøgen jomfru og nogle af de andre mere forædlede løg, der står bag hjertegræsset skal flyttes på et tidspunkt, men liljekonvallerne skal have lov at brede sig.
Den hvide, den blå og den gule anemone har har vi haft i haven i årevis. De har fundet sig godt til rette og danner et tættere tæppe for hvert år.
Den lille hulkravede kodriver (Primula veris) er kommet af sig selv. Jeg håber, at den fortsætter med at så sig selv, for jeg vil helst have, at den selv finder en god plads mellem de andre planter.
Denne søde primula er også kommet af sig selv. Jeg tror, at det er en storblomstret kodriver (Primula vulgaris).
Jeg håber at den lille stump bukar (skovmærke) bryder sig om jorden i det lille halv-vilde hjørne.
En marts-viol. Den er da uundværlig.
Og selvom bidende stenurt konstant skal holdes i ave, vil jeg ikke undvære det smukke gule tæppe.
Hvad der ellers sniger sig ind, er ikke planlagt, men mælkebøtterne er ikke velkomne.
Hav det godt der ude.