Sider

lørdag den 16. juni 2012

Om pæoner, stauder, nisser og loppefund.


For nogen tid siden købte jeg en hvid Gasplante (Dictamnus albus Albiflorus). Og så gik jeg og glædede mig til, at den skulle begynde at blomstre. Det gjorde den også.


Og se så her. Se nu ved jeg jo godt, at kunder ( mig selv inklusiv) har det med at tage etiketten op af potten for at nærlæse det, der står på bagsiden.
Nå, jeg havde altså sat mig for, at det skulle være en hvid gasplante. Så jeg måtte have pengepungen op igen. Denne gang købte jeg en, der var sprunget ud.


Købt som beset.

Jeg havde også købt en fjernellike som i følge etiketten var en hvid fjernellike af sorten "Koket". Den sprang så ud i går.

Her gik jeg og troede, at drillenisser var noget, der hørte julen til. Men de er åbentbart også aktive på andre årstider.

Den ligner i  mistænkelig grad den nellike, som jeg har stående sammen med lammeøre, engelskgræs og storkenæb et andet sted i haven, og som jeg den gang købte under navnet "Maggie".


"Maggie" her lidt tættere på.


Nu skal det heller ikke være brok det hele. 
A pro pos nisser. Sidste week-end var vi oppe på Gavnø og se en biludstilling ( min mand har noget med en Chevolet 56). På vejen tilbage var vi lige inde i en antikforretning i en landsby uden for Næstved.


Her fandt jeg denne herlige gamle nisse. Lidt dyr måske. Men jeg kunne da ikke bare efterlade den der, en af dens brødre har nu i et par år stået så alene inde i mit skab ( uden for sæsonen forståes). På et privat loppemarked var jeg så heldig at finde en rest strikkegarn af en god kvalitet. Jeg har i årevis gemt strikkeopskrifter og havde en liggede til en enkel og ærmeløs bluse, som jeg lige tror der er nok garn til. 30 kr. for 200 gram garn af den kvalitet synes jeg er et rent røverkøb. Og så har jeg noget at hygge mig med på en regnvejrsdag. 


For at komme tilbage til haven så er der flere af pæonerne, der er sprunget ud i ugen der gik. Her er det "Bowl of Beauty". Det navn kunne de da ikke have valgt bedre. De tre første billeder er taget i morges efter, at vi havde fået lidt regn.


En fyldt Pæon som der stod et par stykker af i haven.


Paeonia (L)


Og så får I lige min farmors Pæon en gang til. Nu er den næsten sprunget helt ud.


Min alpe-mandstro er ved at have fået sin karakteristiske blå farve. I baggrunden er det krybeklokke og kællingetand.


Den røde røllike "Paprika" overgår da sig selv i blomsterflor i år.


Akelejen "Rubi Port" kan lidt endnu. Ved siden af den er Deutzia magnifica ved at springe ud.


Foran Deutziaen står storkenæb (Geranium cantabrigiense "Biokovo") i fuldt flor og ved siden af er stjerneskærm ved at komme i blomst.


Jeg havde nær glemt at vise Jer "New Dawn" som også lige er sprunget ud.

Ellers har det været en arbejds-ferie. Vi  har nået at få malet redskabs / brændeskur, klippet hækken, sat espalie op til klatrehortensia og vinterjasmin, og bilen har fået et servicetjek, er blevet nysynet og undervognsbehandlet, så nu er den klar til at starte på arbejde. Så mangler bare at jeg også bliver det.
Hav en god week-end.

mandag den 11. juni 2012

Fra mine bedstemødres haver.

I fredags fik vi 5 hårdt tiltrængte mm regn og lidt småpjatteri i lørdags og igen i går. I dag har vi haft en dejlig dag med sol og næsten ingen vind. Lige en dag til at nyde haven. Og når jeg så oven i købet har ferie. Kan man så ønske sig mere? I formiddags gik jeg lige en tur med kameraet.


Denne rose har jeg fra min farmors have. Den begyndte at springe ud for et par dage siden. Som det så tit er med planter, som man har fået forærende, så ved jeg ikke, hvad den hedder. Hun kaldte den for en månedsrose. Den er muligvis temmelig gammel. Det specielle ved den er, at man kan dele den i roden. Den ene jeg fik, er nu blevet til fire. Den har en dejlig mild duft, bliver så vidt jeg husker op mod 90 cm høj, har ikke skinnende blade og er ret åben i væksten. 


I får den lige en gang til i et lidt andet lys. Den står med fødderne nede mellem nogle fjernelliker som stammer fra min mormor.


Nu vi er ved planter, som stammer fra min farmors have, så er denne skønne silkepæon også ved at stå i fuldt flor. Den dufter også rigtigt dejligt. Men den står desværre ikke så længe som resten af mine silkepæoner. 


I får den lige i nærbillede.


I stenbedet har stenurt (Sedum rupestre) stået i knop længe. Men nu ser det ud til, at den har tænkt sig at blomstre langt om længe.















Spindelsvævs - husløg kan jeg rigtig godt lide. Den bliver ikke så grov som flere af de andre husløg, jeg har. Jeg er glad for at den vil blomstre i år, for sidste år snød den mig.


Her er det endnu en stenurt (sedum hispanicum) som begyndte et blomstre i går.



I staudebedet giver rød potentil grøftekantsstemning sammen med storkenæb "Johnsons Blue"og i baggrunden røllike "Paprika".



Mine kaktus'er har deres eget lille stenbed, som de kommer ud i hver sommer. Egenlig startede det med, at vi havde et par store sten, som vi syntes skulle ligge, så de kunne ses.


Til slut skal I da lige se min klematis "Pink Fantasy". Den driller mig lidt en gang i mellem, men så bliver man bare så meget gladere, når den viser sig fra sin pæne side.


onsdag den 30. maj 2012

Dagliljer og flere iris.


Som tiden dog løber. Jeg når jo slet ikke at hverken læse eller skrive noget på bloggen i denne tid.
Vi har sat os for, at nu skal vi have fjernet de adskillige m2 trædebregne - som jeg var så genial at lade brede sig - inden vi får nogle kommentarer fra naboerne. Vi startede i week-enden, men det går kun langsomt fremad.
Der står bl. a. nogle dagliljer og liljer, som gerne skulle befries helt, uden at tage skade.


Her er det dagliljen Apricot, som sprang ud i lørdags.






















I baggrunden er liljekonvallerne, som stammer fra min farmor i fuldt flor. Dem nyder vi duften af, mens vi piller videre. 


I ugen der gik, er min bonderose - som, så vidt jeg husker, også stammer fra min farmor - også sprunget ud. Den står sammen med rosenkrave "Laureen", en porcelænsblomst med gulspættede blade og bagest en sibirisk iris, som jeg ikke har noget navn på.


Disse tre har jeg virkelig glædet mig til. Fra højre er det Iris germanica "Edith Wolford". Sidste år snød den,  så det er første år, at den blomstre. Men den har virkelig været værd at vente på. I midten er det dagliljen Hemerocallis lilioasphodelus (Flava). Det er absolut en af mine yndlinge. Den har i modsætning til mine andre dagliljer den dejligste duft. Yderst til venstre er det iris "Blue King". "Dværgvæksten" skyldes vist vandmangel og måske et kraftigt luseangreb, som nær havde taget livet af den. Dejligt at den klarede det. 


Ved den modsatte ende af huset står soløje "Lawrenson´s Pink" som fodpose ved den ene  klematis. Til højre er det akeleje "Crimson Star".


Klematis "The President" sprang ud for et par dage siden. Er den ikke smuk?

Og i stenbedet er alpeasters "Happy End" 

og pudenellike "Duchess of Fife" sprunget ud.


Hav det godt derude.

mandag den 21. maj 2012

Man har en plan - til man må lægge en ny.

Egentlig var der planer om en søndagstur til fødselsdag i København og måske en tur forbi en planteskole på vejen, men fredag begyndte bilens bremser at nægte at samarbejde, så i stedet blev det til havearbejde hele week-enden. Vejret var jo fantastisk. Og der sker en masse derude lige nu. Væk er tulipanerne og de sidste rhododendroner er begyndt at springe ud.

Japansk azalie "Rokoko" er en af mine yndlinge som står meget længe.









Rhododendron obtusum "Little Red"
får rødt løv om efteråret.













Perlebusken - som jeg vist må se, om jeg ikke kan formgive en smule
- slynger sine blomsterranker ud over alle breder.









I stenbedet er nelliken (Dianthus gratianopolitanus "Eydangeri") som jeg har glædet mig til, lige begyndt at springe ud i dag mandag. Jeg købte den sidste år, og da nåede den kun at få nogle få blomster uden for den sædvanlige blomstringstid. Er den ikke bare yndig?


Iris pumila "Velvet Carpet"


og Iris pumila "Little Shadow" står nu i fuldt flor.


En anden af mine yndlinge er denne lille pudsige plante, som desværre er blevet lidt sløret. Jeg har ikke noget dansk navn på den, men det er en Calceolaria. Den er flink til at så sig selv. Men aldrig mere end nogle få nye planter hvert år. 


I den del af haven hvor de fleste planter får det alt for tørt, er engelskgræs "Düsseldorfer Stolz" lige sprunget ud.


Også sølv-stenbræk (Saxifraga paniculata "Alba") står her. Den klare sig ikke helt uden en smule vand ind i mellem.


I den del af haven med lidt mere fugtighed i jorden er min guldknap (Ranunculus acris "Multiplex") lige begyndt at springe ud. Foran står en storkenæb.


Det er også her at engblommen og alunrod (Heuchera "Silver Light") gemmer sig sammen med denne hvidbrogede hosta.


Til slut et lille hjertesuk. Mine bekymringer for min træ-pæon ("Zhu Sha Lei"), da vi fik nogle morgener med frost, viste sig desværre at slå til. I år er den kun en skygge af sig selv. Sølle seks blomster blev det til.
Jeg havde da godt nok sat næsen op efter nogle flere. For to år siden så den sådan ud. Suk.


Nå. Det kan ikke være succes hver gang.

Hav det godt derude.




søndag den 6. maj 2012

Ugen op til store bededag.

I ugen der er gået, er der sket en masse. Mandagens, onsdagens og torsdagens flotte vejr med sol og næsten vindstille har rigtigt fået sat gang i mine rhododendron.

Heldigvis har både Rhododendron "Azurika" og

Rhododendron "Ramapo" - som jeg begge købte sidste år - klaret sig rigtigt godt, selv om jeg har snydt lidt og kun lavet et stort spagnumfyldt hul til dem i stedet for at lave et rigtigt surbundsbed. Håber ikke at jeg kommer til at fortryde det om et par år.

Rhododendron "Scarlet Wonder"


Og "Gertrud Schäle" er også igang nu.


De fleste af tulipanerne står stadig i fuldt flor.


Her er det "Curly Sue" som kun har været sprunget ud et par dage.


Og så er vi tilbage til det med de manglende sortsnavne. Men jeg holder lige meget af dem alligevel.
Denne dejlige tulipan var en af dem, jeg fandt, da vi flyttede ind.
 
Det samme gælder denne her skønhed.

Det er meningen, at denne festligt flammede orange tulipan i nær fremtid får en rødbladet løn (Acer pal. Atropurpureum) til nabo. Håber ikke at de bliver for voldsomme sammen. Jeg synes, at noget af lønnens røde farve går igen i striberne på tulipanen, men vi får se. Tulipaner er da nemme at flytte, hvis det går helt galt.
Tulipanen fik jeg forresten for en slik i en "lykkepose" med blandede løg, som blomsterhandleren  havde skåret af en sending, hun lige havde fået ind af døren. Det viste sig, at der var tre forskellige sorter i posen.

Der er efterhånden godt gang i stenbedet. Her er det bjergnellikerod (Geum montanum "Diana").  
Blåpude (Aubrieta hyb. "Alba") er snart helt dækket af blomster, og i baggrunden er dværg-irisen (Iris pumila "Velvet Carpet") ved at røre på sig.

 
Den røde og den lilla kobjælde kan endnu, og gemsekarsen er et hvidt tæppe.


Foran huset står dværgirisen (Iris pumila "Pastel Charme") og soler sig.


Mos-stenbræk "Peter Pan".


Lidt gemt i skyggen står der guldjordbær og lyser op.


Dette foto er efterhånden nogle dage gammelt. Nu er Snepuden (Iberis semp. "Snowflake") helt dækket af blomster.


Kender i denne her? Den fik jeg forærende af en kollega den anden dag frisk gravet op fra haven med blomst og det hele. Hun fortalte, at det er en hvidblomme, som oprindelig stammer fra hendes mormors have. Indrømmet fotoet vinder nok ingen konkurrance, men blomsten minder meget om dorothealiljens blomst, og den er da også tæt familie. Forskellen er, at den nok er 40 cm. høj og først blomstrer nu. 


Så er min gudeblomst også sprunget ud.


Til slut et kig i staudebedet hvor gemseroden ikke længere står så ensomt. Nu har den fået selskab af Forårs-Vortemælk.


Og af nellikerod "Carlskær".

Håber I har haft en god store bededags ferie.