Sider

mandag den 28. juli 2014

Sommer-hilsen fra en sydhavsø.

Lige et lille opsamlings-heat herfra mens alting er på tørkegrænsen, og vandregningen bare stiger og stiger i takt med termometret. 


Jeg kom lige i tanke om, at jeg slet ikke har vist, hvor fint mjødurten fra Lisbeth fra Høneballehaven har blomstret. Lige bag ved står Cimicifuga ramosa Chocoholic som trods den meget tørre sommer heldigvis ser fin ud endnu.



Haven lidt på tværs grundlovsdag


Jeg mener, at jeg i sidste indlæg skrev, at vi ikke havde fået lavet have-bassinet helt færdigt. Vi mangler stadig at finde de helt rigtige sten til kanterne, men det er nøkkerosen da heldigvis ligeglad med. Den har haft to blomster og der er en tredie knop på vej. Jeg håber, at den når at udvikle sig. Der står en ved siden af, som skulle få rosa blomster, men det bliver vist først til næste år.


"African Queen" og "Black Out" nåede liljebillerne da heldigvis ikke at finde. De har ellers været grådige i år.




"Rialto" havde ikke mange blade tilbage, da den skulle blomstre.


Dagliljerne - som har blomstret flittigt - er ved at takke af for denne gang. Det øverste foto er fra den 23. og det nederste er fra den 17.




Mens vi venter på, at de sidste gladiolus og dahlia springer ud, får I lige et solskins-billede af Hosta fortunei "Aureomarginata". Og lige om lidt er der plantemarkeder igen. 

Hav det godt der ude.


søndag den 11. maj 2014

Man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig..... man risikerer at få det!


Men først får I lige et par foto fra haven her i starten af maj.






































Sidste år købte jeg en stjernemagnolie. Sådan en havde jeg ønsket mig i mange år. Jeg havde egentlig ikke ventet mig det store af den allerede i år, men hold da op en første gangs blomstring.





































Træpæonen har - takket være vinteren, der aldrig rigtig blev til noget - været stor og flot i år.





































"Scarlet Wonder" har også haft en masse blomster.





































Fotoet af stenbedet er fra den 7. maj, dagen hvor jeg startede en uges ferie. Jeg stod op til regnvejr, men selv om det var første feriedag, var jeg egentlig godt tilfreds med regn, for dagen i forvejen var der nogle steder i haven ved at være lige tørt nok. Især roserne og nogle af de vandkrævende trængte til vand. Altså sparede vi vandet, og så var det pludselig også plantevejr. Ikke så ringe endda. Nu skulle det sidste af det indkøbte fra week-endens plantemarked i jorden.





































Der havde jeg blandt andet fundet denne fine dværg-iris, en sommer-adonis, en sommer-anemone og et par hollandske iris.
Den første dag fik vi 15 mm.





































Torsdag regnede det stadig. En af projekterne for ferien var at gøre have-bassinet færdig. Der skulle fyldes lidt mere jord omkring, findes nogle flere sten og der skulle dækkes af. Vi lavede lige en oversprings-handling, som det hedder.
Inden det hele blev for fedtet, at have med at gøre på grund af regnen, gravede vi i stedet et stykke af græsplænen op foran huset, hvor det længe har været planen, at vi ville have et bed.
Fredag var alt bare vådt. Nåh ja. Det støvregnede igen.
Altså som plan B besluttede vi at bruge dagen på at købe planter til det nye bed.








































































































Det blev til tre Rhododendron:  en "Colibri", en "Kermesina Rosé", en "Rosenbud" plus en Viburnum davidii og en hvid bonderose. Der blev også plads til en af de hollandske iris og en astilbe i bedet. Lørdag havde vi tørrevejr, men det var for vådt til det meste havearbejde og i dag har det regnet næsten hele dagen.
Jeg tror, at det varer længe inden, jeg drister mig til at ønske regn igen.
Hav det godt der ude i den våde verden.























torsdag den 20. marts 2014

Den skønne vår.

En fantastisk forårsdag med tidligt fri, solskin og over 15 grader, og selv om jeg ikke nåede at få et billede, er jeg temmelig sikker på, at det var en nældens takvinge, der flagrede forbi med forårs kuller. Tænk at vi kun er nået til jævndøgn.


I går da jeg var nede bag i haven, så jeg godt, at der var små knopper i de hvide anemoner, men jeg skal lige love for, at solen har fået dem til at skynde sig. Det er en hel måned tidligere end sidste år. I baggrunden står der blå anemoner, som har blomstret i et stykke tid, og sibirisk scilla har været i gang i en uge tror jeg. Herligt syn når hele forårstæppet folder sig ud.


Den enlige hvide franske anemone, som stammer fra en pose med blande farver, var også sprunget ud. De lilla står et lidt køligere sted, så de står stadig i knop.


Snepryd står også nede bag i have og nyder solen.


Omme foran blev det den lyserøde hyacint, der kom først i år. Men det varer vist ikke mange dage, inden de blå også springer ud.


Denne tæppe-primula er nok den primula, jeg allerbedst kan lide. Sidste sensommers tørke var hård ved den, jeg havde, så jeg fik tigget mig til en blok ved min mor.


For en tre dage siden var pebertræet næsten sprunget helt ud.


Pieris'en står med de første små hvide klokker.


Rhododendronen har sat rigtig mange knopper i år, så det er godt at meteorologerne melder om regn ud på morgenstunden i stedet for nattefrost. Men helt uden at dække den om natten de nærmeste dage går det nok ikke.

Hav det godt derude.

søndag den 16. marts 2014

Lidt frugt og grønt til drivhus og have.

Det forrykte vejr vi har haft i week-enden indbød absolut ikke til at være udenfor, så i stedet fik jeg pottet squash og vandmeloner om, de var hurtigere til at spire, end jeg havde regnet med. Jeg fik også sået nogle grøn peber, auberginer og lidt artiskokker. Artiskokkerne skulle vist have været sået lidt tidligere, men jeg håber, at jeg får noget ud af dem alligevel.
Ude i haven er de tidligste krokus færdige for i år. I stedet er nogle af dem, der står i skyggen på sit højeste.

Det ser ud til at de krydser sig lystigt med hinanden. I hvert fald er det første år, at der er en næsten hvid imellem.



















Og denne farvekombination må være indvandret fra naboen. Det er altid spændende at se, hvad der dukker op. Fotoet er fra før vi fik den hårde kuling. Den havde de desværre ikke godt af.


















Vårlyngen "Nathalie" er noget mere upåvirket af elementernes rasen og blomstrer upåvirket videre.




















Stenbræk "Ruth Draper" er ved at komme sig efter sin fejlplacering og står nu med søde små blomster.




















Og ikke langt derfra står iris reticulata. En fantastisk blå farve.




















For en uges tid siden fandt denne narcis vej til indkøbsvognen, da vi var ude at handle. Den er selvfølgelig lidt for ud for sin tid, men til næste år regner jeg med, at den kommer til at blomstre samtidig med en hyacint, der har næsten samme laksefarvede blomst. Håber at de kommer til at klæde hinanden.
















Håber ikke at I er blæst helt væk.


fredag den 7. marts 2014

Den første uge i marts.

Lige et kort indlæg inden der bliver herligt travlt i haven. I øjeblikket har vi otte graders varme, men det blæser og har været koldt og overskyet det meste af dagen. Billederne er fra i går, hvor solen skinnede, og der næsten ikke var nogen vind.

Svært at tro at det kun er den 7. marts. Og med den vejrudsigt de har lovet for week-enden, er det ikke nemt at få armene ned.

Hav en god week-end derude.


tirsdag den 4. marts 2014

Den heldigvis milde vinter er da slut - ikke?

Efter en week-end med fantastisk vejr - som blev brugt til et par lange ture ved stranden - er der nu igen kulde i vinden og rim på græsset om morgenen. Så det bliver kun lige til en hurtig tur rundt og se, om det hele er kommet lidt længere frem efter arbejde. Og der sker rigtig meget der ude lige nu.

Vinterjasminen er stort set sprunget helt ud og nød rigtigt solen og det stille vejr i week-enden. Selv om den blev flyttet sidste år, da vi fik repareret væg, er den vokset meget.


















Den 23. februar sprang de første krokus, som jeg kigger utålmodigt efter hvert år endelig ud. De lyser så dejligt op, så humøret på en skala fra 1-10 stiger til 12.


Peberbusken har også fået mange flere blomster i år. Jeg glæder mig til, at den bliver lidt ældre og kommer til at fylde lidt mere.



















Nu satser jeg så bare på, at vinteren rent faktisk er slut, for hortensiaen og træpæonen er også kommet i forårs humør.

Hav det godt derude.

lørdag den 15. februar 2014

Buske i haven og flere stenbedsplanter.

Da haven ikke er så stor, har jeg valgt ikke at plante nogle træer. Men det er nok det eneste faste princip fra starten af. Efterhånden som det viste sig hvilke steder, der var specielt fugtige, tørre eller lune, har jeg valgt planterne efter det. At det efterhånden er blevet til en "en af hver" have, var ikke planlagt fra starten. Men hvorfor købe to ens, de kunne jo bare deles. Når man så står på planteskolen og får øje på en smuk, sød eller spændende plante, er det fristende at købe, og jeg er tit - når jeg har været kørt for at købe planter til et bestemt hjørne - røget i med begge ben og har impulsivt købt planter, der kræver nogle helt andre betingelser. De fleste planter i haven er enten stauder, stenbedsplanter eller løg, men der er også nogle få blomstrende buske og lidt stedsegrønt imellem, for selvfølgelig skal der også være noget grønt til at give ro, og noget der giver struktur og højde.
Nogle af buskene hører til stenbrækfamilien der, som navnet antyder, også indeholder en hel del stenbedsplanter. Stenbed hænger i vores have sammen med sol. Nogle af stenbrækfamiliens arter er tørketålende, men der er også en del, der foretrækker fugtighedsbevarende eller fugtig jord.

Astilbe arendsii "Brautschleier" hører til i den del af haven med fugtig jord. Jeg er ikke så heldig, at vi har vand i haven, så astilben har fået den næstbedste plads, hvor den må nøjes med halvskygge, for at jorden skal kunne holde på fugtigheden længst muligt. Det kan variere lidt hvornår, den blomstrer, men de fjeragtige blomsterstande springer typisk ud midt i juli og står til midt i august. Den foretrækker en let jord med kompost og let sur reaktion. Man kan gøde med svovlsur ammoniak og svovlsur kali.








Kæmpestenbræk Bergenia cordifolia "Rotblum". Arten stammer fra Mongoliet og Sibirien. Den blomstrer fra midt i april og det meste af maj måned. Den trives bedst i letmuldet lerholdig jord i halvskygge, men kan også gro både i sol og i skygge. Får den for megen sol, risikerer man. at bladene bliver svidt. De gror hurtigt til. Deling og omplantning er bedst i august eller september.










Kæmpestenbræk Bergenia hybrid "Bressingham White". Denne kæmpestenbræk, som jeg holder meget af, starter nogle år med at blomstre allerede i starten at april, og blomsterne er mere end et år blevet svidt af nattefrosten. Nu har jeg sat et stykke af den om på nordsiden af huset i håb om, at den der venter med at blomstre, til frosten er overstået. Lige som "Rotblum" fortsætter den blomstringen det meste af maj.










Stjernetop (Deutzia magnifica) er meget rigtblomstrende. Når vi er kommet lidt ind i juni springer alle de smukke blomster ud og holder som regel til hen midt i juli. Den trives i sol i almindelig næringsrig muldjord uden for meget ler. For at holde den ung og undgå at den bliver alt for "riset" er det en god ide at skære de ældste grene helt ned efter afblomstring.





























Til venstre Alunrod Heuchera brizoides "Pluie de Feu" og til højre Heuchera micrantha "Palace Purple". "Pluie de Feu"s klare blomster lyser fint op i halvskyggen fra starten af juni til langt ind i juli. Jeg har lige flyttet den i efteråret, fordi blomsterstænglerne var slemme til at knække af ved roden. Måske der var lidt vind, der hvor den stod. "Palace Purple" har jeg mest købt for bladenes skyld. Den giver en fin kontrast til dagliljens gule blomster.




















Til venstre Heuchera sanguinea "Fackel" og til højre "Silverlight".
"Fackel" var den første jeg købte for snart ti år siden. Den har været delt og flyttet flere gange og har blomstret flittigt alle årene fra sidste halvdel af maj til langt hen i juli. Jeg tror, at det er gået andre som mig. Når først man har en alunrod, kommer der flere til. Der findes en del arter og sorter af alunrod, som hver især udmærker sig enten med en masse små kønne blomster på de spinkle stilke eller med en helt fantastisk løv i skønne farver. "Silver Light" er en af mine favoritter. Det er nok omkring fire år siden, at jeg købte den, og den bliver kønnere og kønnere med sine mørke blade med de sølv-agtige skygger og rosa blomster som springer ud i starten af juni og fortsætter resten af sommeren. Generelt foretrækker alunrod en let, næringsrig, basisk og fugtig jord med et godt dræn, så den ikke står for vådt om vinteren. De trives i både sol og halvskygge.

Klatre hortensia Hydrangea anomala kan gro i sol, halvskygge eller skygge. I starten havde den hæftet sig direkte på det skur, som den står op af. Da vi ville male skuret, måtte vi lempe den fri af træet. Det fik den til at gå lidt i stå. Nu har den fået et espalier at hæfte sig til. Den er i god vækst igen, og jeg glæder mig til, at den kommer til at fylde lidt mere. Den har ikke været særlig villig til at blomstre, men jeg regner med, at jeg bare skal have tålmodighed lidt endnu.









Denne er den første hortensia, jeg købte. Det har vist sig, at den er hårdfør og har det smukkeste røde efterårsløv. Men etiketten var ikke den rigtige, så jeg ved ikke, hvad den hedder. Til gengæld blomstrer den flottere og flottere for hvert år fra omkring første juli til hen i oktober.

Hydrangea macrophylla "White Ball" lever fint op til sit navn. De smukke hvide blomsterstande springer ud i løbet af juli og holder til langt hen i september. Hortensia trives i sol eller halvskygge i en humusrig, dybmuldet og veldrænet, sur jord. De kræver fugtig jord og en del vand i vækstperioden.  Jeg plejer at gøde med samme gødning, som rhododendronerne får, og dække med grangrene, når juletræet er blevet klippet i stykker. Når der ikke længere er risiko for frost, bliver de døde grenspidser klippet af.








Det er vel lidt snyd at vise fotoet af Havehortensia Hydrangea paniculata "Phantom", som jeg tog, da den var nyplantet, men den fik det lidt tørt sidste sommer, så da var den ikke så pyntelig. Den kommer fint igen, så den nåede heldigvis ikke at tage skade. Den kræver til forskel fra de to første ikke sur jord. Den trives i sol i almindelig, næringsrig og fugtig havejord.










Uægte jasmin eller pibeved Philadelphus vir. "Schneesturm". Uægte jasmin blomstrer bedst i fuld sol, men tåler en del skygge. De er hårdføre, vokser hurtigt til og tåler en del blæst. De skønne fyldte blomster springer ud midt i juni og holder en måneds tid.












Denne uægte jasmin, som jeg ikke kender navnet på, stod nede bag i haven, da vi flyttede ind. Jeg skriver stod, fordi det egentlig var meningen, at den skulle have været fjernet. Den blev også skåret helt ned til jordoverfladen, men af en eller anden grund fik vi aldrig fjernet roden helt, så den begyndte at skyde igen. Nu får den lov til at blive stående, selv om den formodentlig kommer op i de tre fire meters højde, som den naboen har lige inde på den anden side af hækken. Det ville næsten være synd at fjerne den nu, når den har kæmpet sig tilbage og i øvrigt dufter skønt.







Der findes mange arter af saxifraga, så det er en oplagt plante for samlere. Her er det mos-stenbræk Saxifraga ared. "Peter Pan", som de fleste sikkert har eller har haft i haven. Saxifraga arendsii  er ikke en egentlig art, men er fremkommet ved forædling.  Den trives i en ikke for varm, men veldrænet fugtighedsbevarende jord i sol eller halvskygge i stenbedet. Den blomstrer fra midt i maj til midt i juni.



Saxifraga x arendsii "Gaiety" købte jeg først sidste år. Jeg synes at den er rigtig sød, når den står med sine rosa blomster fra begyndelsen af maj til midt i juni. Den trives på en lys til solrig plads.













(Saxifraga caespitosa) "Findling". Den foretrækker en ikke for varm plads i sol. Her står den frodigt på nordsiden af en sten i stenbedet og blomstrer fra sidst i april og kan blive ved med at have nogle få blomster til helt hen i juli.







Sølvstenbræk (Saxifraga callosa var. Lantoscana). Arten findes spredt ud over de sydvestligste alper ud mod Middelhavet, i de Liguriske alper, i Appenninerne, Sardinerne og på Sicilien, hvor den vokser på kalkklipper i 500 - 2000 meters højde over havet. De hvide blomster på de høje smidige stilke springer ud omkring første juni og blomstrer til hen i anden halvdel af juli. Den foretrækker sol.










Høst-stenbræk (Saxifraga cortusifolia var. fortunei). Arten stammer fra Japan og Kina. Den foretrækker humusrig og fugtighedsbevarende jord i halvskygge. I modsætning til de andre stenbræk blomstrer den som navnet også hentyder til først i oktober måned.












Bjergfrue (Saxifraga cotyledon "Southside Seedling"). Arten vokser ud over i Pyrenæerne og i Alperne - hvor den kan findes i op til 2600 meters højde - også i Skandinavien og på Island. Den foretrækker fugtige klippespalter. Jorden skal helst være kalkfattig og fugtig. Kan vokse i sol eller halvskygge. Det første år fik den ingen blomster, men sidste år sendte den to stilke op, som i slutningen af maj sprang ud med en overdådighed af smukke hvide blomster med karminfarvede pletter på kronbladene, som stod til hen i midten juni måned. Den kunne godt gå hen og blive en af mine yndlinge.






Nålestenbræk (Saxifraga Elizabethae) er en krydsning mellem Burseriana og Sancta. Den trives i sol eller halvskygge og skal have et godt dræn. Det er den tidligste af de stenbræk, vi har i haven. Den har - et enkelt år allerede i sidste halvdel af marts - fået de første blomster. I øjeblikket står den med knopper på stilkene, som ikke er begyndt at strække sig endnu. Så hvis det lune vejr fortsætter, bliver det måske endnu tidligere i år. Blomstringen slutter typisk i starten af maj.








Rød stenbræk (Saxifraga oppositifolia) "Ruth Draper". Arten vokser på åbne stenede områder med græs og moræne i fra 1600 - 4500 meters højde. Den findes udbredt over et stort område, som breder sig fra Alperne over mod Sibirien og Kasmir. Den findes også i Norden. Den kræver en veldrænet, kalkholdig jord og sol eller halvskygge. Fotoet er fra, da den var helt ny i haven og det skyldes, at sidste års blomstring næsten udeblev. Nu tror jeg godt, at jeg ved, hvorfor det gik sådan. For at der ikke skulle blive for varmt, plantede jeg den nemlig, så jeg mente, at sommerfuglebusken ville give lidt skygge. Men dén var skåret tilbage på det tidspunkt, så en lille regnefejl betød, at den lille stenbræk fik meget mere skygge end planlagt. Den blev flyttet sidste år, men da var skaden allerede sket, sandsynligvis fordi blomsterne dannes i sensommeren og om efteråret året i forvejen. Så nu glæder jeg mig til tredie sæson. 

Sølvstenbræk Saxifraga paniculata "Alba". Arten er udbredt fra Alperne, Pyrenæerne, Appenninerne, Karpaterne, over til Balkanhalvøens bjerge. Den findes også i Norge og på Island. Den er glad for en lys, men ikke for varm plads. Den vokser på kalkholdige klipper med tyndt humuslag, i græsbevoksede områder og i klipperevner i op til 3400 meters højde, og foretrækker derfor en veldrænet, kalkholdig jord i sol eller halvskygge. Den er meget resistent over for tørke og kulde. Overskud af kalk udskilles af kirtler i kanten af bladene. Den blomstrer fra i starten af maj og til lidt ind i juni.


Porcelænsblomsten her har jeg ikke noget navn på. Den hører måske ikke til i staudebedet, men jeg synes at den og bonderosen klæder hinanden så smukt.

En anden porcelænsblomst som jeg har fået forærende og derfor heller ikke har noget sortsnavn på. Porcelænsblomst foretrækker en kalkholdig, veldrænet jord. De trives i både sol og halvskygge, men bryder sig ikke om meget tør jord. Både den og porcelænsblomsten oven over blomstrer fra midt i maj og en måneds tid frem.































Til venstre er det Saxifraga urbium "Elliotts variety", som jeg først købte sidste år. Når det bliver til at plante igen, skal den hen at stå sammen med chokoladeblomsten (hvis jeg da får dén til at skyde igen).
Til højre - som den sidste - Saxifraga urbium nanum var., som er ny i haven. Den er plantet som bund for pagodebusken Enkianthus campanulatus "Ruby Glow", som jeg også købte sidste år. Jeg er spændt på, hvordan det virker om nogle år, men jeg har en ide om, at det bliver godt.

Hav det godt derude.